Flere børn og unge oplever krænkelser på nettet
Børn og unge oplever i stigende grad grænseoverskridende adfærd på internettet. Det viser en ny undersøgelse.
16-årige Merle-Sofie Thorn har oplevet at scrolle forbi grænseoverskridende adfærd mange gange på internettet.
- Man finder blandt andet en video om en pige, som blev halshugget, og den er bare over alt på alle de sociale medier, siger hun.
Merle-Sofie Thorn fortæller også, at hendes lillebror også har set samme video.
- Og der brød han bare sammen. Det er voldsomt. Det skal bare stoppes, siger hun.
Men Merle-Sofie Thorn og lillebror er langt fra de eneste. Antallet af børn og unge, der oplever grænseoverskridende adfærd på nettet, er højere end nogensinde før. En ny undersøgelse fra Red Barnet og Trygfonden viser, at næsten syv ud af 10 børn og unge har oplevet mindst en digital krænkelse det seneste år.
Sker på mange forskellige måder
Børn og unge bliver mødt af krænkende adfærd, voldsomme billeder og videoer mange forskellige steder på internettet. Det kan blandt andet ske ved, at de scroller forbi indholdet på YouTube, eller at de bliver kontaktet af fremmede på det sociale medie Snapchat.
- Folk tilføjer mig på Snapchat og beder om billeder lige fra bryster til ens røv. Det kan være alt, siger Merle-Sofie Thorn.
Men videoer og billeder er langt fra det eneste, der unge bliver mødt af. En dag fik Merle-Sofie Thorn sig også noget af en overraskelse, da hun åbnede en snap fra en fyr.
- Jeg har oplevet at sende en selfie, hvorefter jeg får sendt et billede tilbage, hvor den her fyr har fået AI til at sætte mit ansigt på en nøgen dame, fortæller Merle-Sofie Thorn.
Red Barnet overrasket over stor stigning
Red Barnet er overrasket over, hvor stor en stigning der er hos børn og unge, der oplever den her type adfærd digitalt.
Hvis vi kigger lidt nærmere på tallene, så svarede 42 procent af de unge mellem 9 og 17 år i 2021, at de var blevet udsat for krænkende adfærd på nettet. I 2024 var det tal steget til 69 procent.
- Vi synes det er foruroligende, at børn i så høj grad oplever den her adfærd. siger Per Frederiksen, der er psykolog ved Red Barnet.
For at børn og unge ikke skal sidde alene med den her type krænkelser, har Red Barnet oprettet en rådgivningslinje under navnet Slet-rådgivningen, som børn og unge kan ringe ind till.
- Der sidder professionelle eksperter klar til at sidde og håndtere digitale krænkelser, siger Per Frederiksen.