Over 500 blev meldt ramt: Nu afblæses stort datalæk
Over 500 medarbejderes persondata var blevet hacket lød det først. Nu afblæser virksomhed alarmen helt.
Ingen danske kunder er blevet ramt af datalæk.
Sådan lyder det nu fra den svenske virksomhed SMS Teknik, som TV2 Østjylland har været i kontakt med.
Silkeborg Kommune meddelte mandag, at 560 medarbejderes navne og telefonnumre - heraf flere private - var sluppet ud i et databrud hos en underleverandør.
SMS Tekniks bestyrelsesformand bekræfter overfor TV2 Østjylland, at der har været et databrud på en af deres servere, som blev opdaget i august.
- En af backupserverne var blevet sårbar - en fejl under en vedligeholdelse, fortæller bestyrelsesformand Peder Holst.
Da databruddet blev opdaget, blev myndighederne kontaktet, og man gik i gang med at undersøge nærmere, hvor der kunne være sket noget i serveren - herunder om data var trukket ud.
Konklusionen lå klar tirsdag, og ifølge Peder Holst og SMS Teknik viser den, at Silkeborg Kommunes data ikke var del af databruddet.
Bestyrelsesformand Peder Holst tilføjer, at ingen af virksomhedens danske kunder blev påvirket.
SMS Teknik er underleverandør til softwarevirksomheden EG, der blandt andet laver vagtplantjenesten Optima, som flere kommuner bruger.
TV2 Østjylland har været i kontakt med EG, der dog endnu ikke kan bekræfte endeligt, at ingen af deres kunder blev ramt.