Unge foretrækker gymnasiet frem for erhvervsuddannelser

Gymnasiet oplever det største ansøgertal i 15 år, mens erhvervsuddannelserne bevarer status quo.

GymnasieTyv.jpg

Når fremtiden står for døren, foretrækker størstedelen af de unge fortsat at sidde med næsen i bøgerne på gymnasiet frem for de mere praktiske erhvervsuddannelser.

 

Tre ud af fire, 74,3 procent, har sendt en ansøgning til gymnasiet, mens kun knap hver femte, 18,4 procent, håber, at erhvervsuddannelserne er det rette sted for dem.

Det viser årets ansøgertal, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har offentliggjort mandag.

 

99.218 elever i landets 9.- og 10.-klasser har søgt ind på en ungdomsuddannelse, og igen i år er de gymnasiale uddannelser i høj kurs i form af det almene gymnasium, erhvervsgymnasierne og HF.

Tallene vækker glæder hos Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling.

- Men vi skal også sørge for, at de unge vælger den rigtige uddannelse - både for dem selv og for samfundet.

- Vi skal også være bedre til at vise de unge, at der er gode muligheder for videre uddannelse efter en erhvervsuddannelse, siger hun i en pressemeddelelse.

 

Det er den højeste andel i de seneste 15 år, som har valgt gymnasiet som førsteprioritet. Ansøgertallet for erhvervsuddannelserne er på niveau med sidste år.

Med erhvervsuddannelsesreformen blev der sidste år indført et adgangskrav på 02 i dansk og matematik for at komme ind på en erhvervsuddannelse.

Mandag gentog Socialdemokraterne og De Radikale, at de - ligesom SF - ønsker et adgangskrav på 02 til gymnasiet, mens Venstre står fast på 4.

Kravet førte sidste år til et sammenbrud i forhandlingerne om en kommende gymnasiereform.

 

/ritzau/