Vælgere og politikere i øjenhøjde: - Det virker enormt troværdigt
Valkampen er startet, og derfor var flere kandidater i dag på gaderne for at komme ud med deres budskab.
Valgkampen er i gang, og sådan en er lig med adskillige timer på gågader og torve for mange af de midt- og vestjyske kandidater.
For nok vinder de sociale medier mere frem, men det personlige møde er altså stadig i høj kurs.
- Det er smukt, uanset hvem det er. Det er en dejlig ting. Det kan jeg godt lide, siger Anton Primdal, der er pædagogisk assistent i Skive.
Og han bakkes op af Kathrine Knoth, der ligeledes bor i Skive og er studerende.
- Jeg synes tit, at medierne er opblæst – man kan ikke rigtigt regne med det – men det, at de står her i egen person, synes jeg, virker enormt troværdigt, siger hun.
Møder folk i øjenhøjde
Det er ikke kun vælgerne, der sætter pris på at møde dem, de skal sætte kryds ved.
Også kandidaterne mener, at det gavner, når de møder danskerne.
- Jeg tror stadig på, at det at komme forbi, så man fysisk kan se hinanden og svare på spørgsmål, har en værdi, siger Andreas Steenberg, der er folketingsmedlem for Radikale Venstre og opstiller i Vestjyllands Storkreds.
Selv om meget af tiden går med at dele flyers, blomster eller slik ud, så er der også politik på programmet.
Der bliver snakket, snakket og snakket
Det kan Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, skrive under på.
Han var i dag på gaden i Bjerringbro.
- Der bliver så sandelig også snakket politik, og hvad det er for et samfund, vi skal have, siger han, hvorefter partiformanden fortæller, hvilke emner der bliver diskuteret på gaden:
- Så er der jo forskellige ting, der optager folk. Det er jo godt. Jeg kan gætte nok så meget på, hvad jeg tror, der er vigtigt for folk. Men det at møde folk og tale med dem, så bliver man som regel lidt klogere.
Der er mange forskellige kandidater, der stiller op til folketingsvalget, der skal afholdes 5. juni.
Hvis du er i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds, kan kandidattesten muligvis hjælpe. Den finder du via nedenstående link.