Vidste du? Halloween er ikke oprindeligt amerikansk
Tirsdag er det halloween. Det er en tradition som efterhånden bliver markeret i en del midt- og vestjyske hjem på den ene eller anden måde.
Udskårne græskarhoveder, spøgelser, gravsten og andet findes efterhånden en del steder rundt omkring på denne tid af året.
Tirsdag er det halloween, og det er en tradition, som bliver mere og mere udbredt at fejre i Danmark.
Det er en tradition, som vi har taget til os fra USA og blandt andet kender fra amerikanske serier og film.
Hvis du ikke er helt med på, hvad halloween er, hvor det kommer fra, og hvordan vi fejrer det i Danmark, kan du få svar på flere spørgsmål herunder, hvor traditionsforsker Caroline Nyvang fra Det Kongelige Bibliotek giver svarene:
Hvad er halloween?
Halloween er allehelgensaften, som vi fejrer hvert år 31. oktober. Det er den aften, hvor vi mindes de døde blandt andet ved at tænde lys. Men grunden til at der ikke er særlig mange af os, der bruger begrebet allehelgensaften er, at vi i Danmark efterhånden har vænnet os til den amerikanske variant – altså halloween, som i dag leverer de fleste af de skikke og traditioner, som vi ser rundt om i landet.
Hvordan fejrer vi halloween i Danmark?
Det gør vi ved – som i mange andre dele af verdenen - at især børn og unge klæder sig ud og går rundt fra dør til dør og tigger slik. I modsætning til fastelavnsfejring er det uhyggen, der er i højsædet til halloween.
Hvor lang tid har vi fejret halloween i Danmark?
Selve allehelgensdag og allehelgensaften har vi fejret i flere hundrede år. Og det gør man fortsat i den danske folkekirke. Men det forsvandt som helligdag i 1770. Den amerikanske variant – altså halloween - har vi markeret siden omkring år 2000, og der er stadigvæk flere danskere, der tager den tradition til sig.
Bliver det større og større i Danmark?
Ja, og vi kan først og fremmest måle halloweens sejrsgang på vores forbrugstal. Allerede for 15 år siden kunne legetøjskæder melde ud, at halloween med flere længder havde overhalet fastelavn. Og vi kan også se, at græskarproducenterne sætter nye rekorder år efter år. Så halloween er noget, danskerne virkelig har taget til sig.
Hvad er det, halloween kan?
Jeg tror, at halloween har noget at tilbyde, fordi det falder i det mørke efterår, hvor vi ellers ikke har nogle særlige traditioner at mødes om. Så kan vi også se, at i takt med at vi efterhånden orienterer os mere ud i verden – blandt andet gennem tv, men også sociale medier - så er vi vant til at indoptage traditioner fra mange andre dele af verdenen. Så der sker også en globalisering af vores traditioner.
Har vi set toppen af halloween-fejring i Danmark?
Nej, det er der slet ikke noget, der taler for. Herhjemme er halloween først og fremmest båret frem af den unge generation, der er vokset op med amerikanske tv-serier og nu også med internettet. For dem er halloween en lige så naturlig del af årshjulet, som fastelavn har været det for mange af os andre. Så der er ikke noget, der taler for, at halloween er på vej ud.
Hvor kommer halloween fra?
Halloween har sine ældste rødder fra en gammel, europæisk skik, og med udvandringen fra Europa til Nordamerika i især 1800-tallet tog man den her fejring med sig. Det er den, der nu kommer tilbage til os i den form, som vi ser i dag.
Hvad fejrer vi med halloween?
Når vi fejrer halloween i dag, handler det især om at mindes de døde på en måde, som dels er lidt uhyggeligt, men som også er hyggeligt ved, at det foregår i nogle vante rammer. Ligesom man også kender De Dødes Dag fra Mexico, er det en måde, vi kan forholde os til døden på, uden at det bliver alt for skræmmende.