Nu skal ministeren fra Vestjylland forklare sig i Minkkommissionen: Bagland ser frem til en ende

Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) skal som den første politiker vidne i Minkkommissionen torsdag.

Mogens Jensen (S) skal torsdag morgen afhøres af Minkkommissionen.
Mogens Jensen (S) skal torsdag morgen afhøres af Minkkommissionen.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Torsdag bliver en speciel dag for den tidligere fødevareminister Mogens Jensen, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.  

Klokken 09.00 skal han som den første politiker tage plads i vidneskranken i Retten på Frederiksberg, der for tiden danner rammen om den såkaldt Minkkommission.

Siden 7. oktober har en stribe af embedsmænd forklaret sig for kommissionen, men torsdag skal socialdemokraten Mogens Jensen fra Mors som den første fra regeringen forklare sig, når de politiske afhøringer går i gang.  

Sagen tog sin begyndelse i november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen og daværende fødevareminister Mogens Jensen på et pressemøde krævede, at alle danske mink skulle aflives.

Få dage efter pressemødet kom det frem, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen om at aflive alle mink.

Dengang forklarede Mogens Jensen, at regeringen besluttede, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.

Og den udlægning forventer formanden for Socialdemokratiet i Herning Kommune, Knud Egon Poulsen, også kommer frem torsdag under afhøringen. Knud Egon Poulsen var i sin tid med til at pege på Mogens Jensen som folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.

- Jeg håber, at sandheden kommer frem. Vi kan jo ikke sige andet, end at vi stoler på vores politikere. Jeg regner med, at det, der blev sagt for et år siden, også bliver sagt nu, siger Knud Egon Poulsen.

Alligevel håber socialdemokraten, at kommissionens arbejde kan give en klarhed og en ende på det forløb, der blev grundlaget for, at beslutningen om at alle mink skulle aflives. 

Og Minkkommissionens mål er også at komme frem til, hvad politikeren egentlig var vidende om inden pressemødet den 4. november 2020.

De helt centrale spørgsmål

Når afhøringen af den tidligere minister begynder torsdag morgen, vil det ifølge TV 2s politiske reporter Camilla Stampe være nogle helt centrale spørgsmål, som kommissionen vil gå efter at få besvaret.

- Kommissionen vil have svar på, hvornår han kendte til den manglende lovhjemmel. En redegørelse siger 7. november og en embedsmand siger 6. november 2020 – altså hvornår han hører det første gang?, siger reporteren.

Camilla Stampe har fulgt hele Minkkommissionen, og derfor vil hun også være til stede under afhøringen af Mogens Jensen. Og ifølge hende er det afgørende for den tidligere fødevareminister at få sandheden frem og dermed få styrket sin troværdighed.

Afhøringen af Mogens Jensen bliver samtidig, første gang en minister skal afgive forklaring.

Ifølge den politiske reporter er det interessant, at netop Mogens Jensen bliver den første minister, der skal tage plads i stolen. .

- Han er særligt interessant i den her sammenhæng, fordi det var ham, der tog faldet. Han blev offeret i den her sag, siger Camilla Stampe.

Det var under pressemødet den 4. november 2020, at Mette Frederiksen og Mogens Jensen beordrede til, at alle mink skulle aflives i Danmark.
Det var under pressemødet den 4. november 2020, at Mette Frederiksen og Mogens Jensen beordrede til, at alle mink skulle aflives i Danmark.
Foto: Agri Nord

Desuden bliver det også afgørende under afhøringen at finde ud af, hvilket ansvar han egentlig har haft i minksagen. Camilla Stampe forklarer nemlig, at Mogens Jensen var dårligt informeret af sin departementschef, Henrik Studsgaard, der i forbindelse med Mogens Jensens ministerfarvel undskyldte.

- Jeg er virkelig oprigtigt ked af at tage afsked med dig. Uanset hvordan vi vender og drejer det, kommer vi ikke uden om, at vores system har fejlet, lød det da Mogens Jensen i november 2020 afleverede nøglerne til ministeriet. 

Og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det egentligt var fair, at Mogens Jensen mistede sit job, på trods af at han havde det overordnede ansvar.

- Men også om hvorfor han ikke var informeret, når han var den øverste minister? Måske hviler der et ansvar på ham, i forhold til at han ikke havde den nødvendige viden. Burde der så ikke ligge et ansvar fra ham om at have bedre kommunikation med sine embedsmænd?, forklarer Camilla Stampe. 

Meget begejstret for politikeren

Selv om håndteringen af minksagen fik konsekvenser for Mogens Jensen, der valgte at trække sig som minister, fordi han ikke havde den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, vil socialdemokraten Knud Egon Poulsen ikke lade det få yderligere konsekvenser for den tidligere minister.

- Han skal lave mange ulykker, før vi mister troen på ham, og vil vi også have troen på ham i fremtiden, siger socialdemokraten i Herning Kommune.

Han og resten af partiet er stadig meget tilfredse med Mogens Jensen, som passer sit arbejde på vores egn, fortæller Knud Egon Poulsen.

Der er sat fire time af til afhøringen af Mogens Jensen.