En dræbt og to hårdt kvæstet i soloulykke på Mors
En mand er dræbt og to andre er i livsfare, efter at en bil fredag aften kørte galt ved Nykøbing.
En alvorlig trafikulykke har fredag aften kostet en 31-årig mand livet, mens to andre er i livsfare med alvorlige hovedtraumer. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Det var et vidne, der klokken 18.51 anmeldte ulykken.
- Vidnet fortæller, at en mindre personbil kommer kørende med 80-90 km/t ad Nørrebro og fortsætter med uændret fart tværs over Vildsundvej, fortæller vagtchef Allan Riis.
På den anden side af T-krydset rammer bilen en jordvold, slår en kolbøtte og lander på taget. I bilen var fire mænd fra Fjerritslev-området. Den ene af dem, en 26-årig mand, kom selv ud af bilen og gik forvirret rundt. Han var kun kommet lettere til skade.
De tre andre - heriblandt den 31-årige - var stadig i bilen, da redningsmandskabet nåede frem.
En 27-årig mand blev fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus.
Samtidig kørte en ambulance afsted mod Aarhus med en 30-årig mand. Undervejs mødtes ambulancen med en helikopter, der fløj ham det sidste stykke.
- De har begge svære hovedtraumer, og er i livsfare, siger Allan Riis.
De pårørende er blevet underrettet om ulykken.
En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykken, og Beredskabskabsstyrelsen Nordjylland er kommet med lys.
- Det betyder, at Vildsundvej er afspærret. Vi har i samarbejde med Hjemmeværnet etableret omkørsel ad Præstbrovej, siger Allan Riis.
Han har ved 22-tiden ikke noget bud på, hvor længe vejen vil være afspærret.
/ritzau/