Stillehavsøsters truer muslingbestanden i Limfjorden
Eksperter frygter, at stillehavsøsters udkonkurrerer blåmusling- og østersbestanden i Limfjorden. Det vil være en katastrofe for erhvervslivet.
I Vadehavet har de allerede set konsekvenserne af, at den store østers fra Stillehavet har indtaget danske farvande. Her har den overtaget flere banker, der tidligere husede blåmuslinger,
Med baggrund i de seneste observationer i Limfjorden frygter eksperter og fiskere, at turen nu for alvor er kommet til den nordjyske fjord, hvor mange fiskere lever af at fiske blåmuslinger og de oprindelige og mere eksklusive europæiske østers. skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Otte ud af 10 østers er stillehavsøsters
På lavt vand i Harre Vig ikke langt fra Nykøbing Mors har forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, konstateret, at flere end otte ud af ti opsamlede østers var stillehavsøsters. I Lem Vig længere mod vest var andelen mere end 30 pct.
- Jeg frygter for, at blåmuslinger og den europæiske østers bliver udkonkurreret. Det tager nogle år endnu, men de breder sig hurtigt, og det vil være en katastrofe for erhvervet her i Limfjorden, siger professor Jens Kjerulf Petersen, leder af Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua til Jyllands-Posten.
Indsamlingsresultaterne stammer fra 2014 og står i rapporten "Pleje af østersbestanden i Limfjorden", som DTU Aqua udgav i 2015. Frygten er, at stillehavsøsters vil brede sig fra de lavvandede områder ud på dybere vand, hvor fiskeriet foregår.
(...) De breder sig hurtigt, og det vil være en katastrofe for erhvervet her i Limfjorden. Professor Jens Kjerulf Petersen, leder af Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua.
En af de fiskere i Limfjorden, der på forsøgsbasis har forsøgt at fiske stillehavsøsters, deler bekymringen:
- De skal væk fra kanterne af Limfjorden. Det er en dominoeffekt, og vi er truet som erhverv, siger Svend Bonde til Jyllands-Posten. Han både fisker og ejer virksomheden Glyngøre Shellfish, der herhjemme og til eksport sælger eksklusive fiskeprodukter. Stillehavsøsters anser han for at være et »discountprodukt, der ikke kan sælges til den nær samme pris som en europæisk østers.