Gammel færge bliver opfrisket - fonde donerer knap en million kroner

Næssundfærgen har fået den hidtil største enkeltdonation af to fonde, som skal sikre den gamle dame lidt længere levetid.

Næssundfærgen er 55 år, men selve overfarten mellem Thy og Mors i år fejre 100 år som den ældste danske bilfærgeforbindelse.
Næssundfærgen er 55 år, men selve overfarten mellem Thy og Mors i år fejre 100 år som den ældste danske bilfærgeforbindelse.
Foto: Arkiv

Hun er ved at have mange år på bagen og trænger til at blive set efter i sømmene. Og nu får den 55 år gamle Næssundfærge lidt af en opfriskning.

Det sker på grund af AP Møller Fonden og Skibsbevaringsfonden, som til sammen har givet tilsagn om 860.000 kroner. Det oplyser Næssundsfærgens venner i en pressemeddelelse.

- Det betyder rigtigt meget, at vi kan værne om den bevaringsstatus, som den gamle dame har, samtidig med at vi kan udgøre både et stabilt og kulturhistorisk forbindelsesled på en af Danmarks ældste færgeoverfarter, siger formand Henrik Olsen.

AP Møller Fonden støtter med en halv million kroner, mens Skibsbevaringsfonden følger op med 360.000 kroner - den hidtil største enkeltdonation til Limfjordsfærgen, der sejler mellem Mors og Thy.

- Pengene skal gå til en række særlige renoveringsarbejder og forbedringspunkter for at understøtte færgens levetid, siger formanden og fortsætter:

- Det hænger tæt sammen med, at vi så får de bedste forudsætninger for at spille den rolle, færgen i dag er kendt for - en stemningsfuld overfart på få minutter, der sparer tid, penge og sænker pulsen. 

De bevaringsværdige tiltag bliver udført fra 2020 til 2022.

2:56
Mod alle odds tog Næssundfærgen for to år siden hul på endnu en sæson på ruten mellem Thy og Mors.