Lastbil trillede af færge – nu vil vognmand forsøge at redde reservedele
Saltet i Limfjorden har gjort stor skade på lastbilen, der for to uger siden trillede af Hvalpsundfærgen.
En lastbilchauffør glemte 26. oktober at trække håndbremsen, da han tidlig morgen parkerede på Hvalpsundfærgen.
Da færgen begyndte at lægge til kaj ved færgelejet i Hvalpsund og dermed sænkede farten, måtte chaufføren, der stod på dækket, se hjælpeløs til, mens bilen trillede udover kanten og ned i Limfjorden.
Derefter startede en større bjærgningsproces af lastbilen, som forsikringen konstaterede var totalskadet efter mødet med saltvandet. Alligevel har vognmand Benny Nielsen, der ejer Fredsø Vognmandsforretning i Nykøbing, nu valgt at købe lastbilen tilbage fra forsikringen.
- Når den har været i kontakt med salt, så kan den stort set ikke bruges. Og hvis der er noget, der kan reddes, så skal der bruges meget tid og energi på det. Og så er det for dyrt i forhold til at købe nyt, siger han og fortsætter:
- Men nu har vi eget værksted, så jeg har et lille håb om, at der er noget, der kan bruges, og at vi selv kan gøre det, for så er det lidt en anden timeløn end ved et autoriseret værksted.
Svært ved at få reservedele
Timingen for ulykken var ikke god for vognmanden, der længe har kæmpet med at få reservedele hjem til sine biler og derfor har været nødt til at sige nej til opgaver.
Det er også hovedgrunden til, at han tør tage chancen og se, om der måske er noget, der kan reddes fra lastbilen, der er af mærket Scania.
- Jeg håber lidt på, at vi kan få anhængeren ud at køre igen. Der skal bruges en masse energi på det. Den er blevet vasket og smurt ind i olie, og nu går de og makker med at få den skilt af fuldstændigt, og så må vi se, om der er noget af det, der kan reddes. Vi skal højt sandsynligt skifte alle ventiler, men det meste har vi på lager, så der er stor chance for, vi kan få den ud at køre igen, forklarer han.
Selve bilen kommer aldrig ud at køre igen, lyder det. Men han håber stadig, de kan finde enkelte reservedele, da de har flere lastbiler af den model.
Kørte på fjordbunden
Der skulle en stor kran til, før lastbilen kunne hives op af vandet. Men kranen kunne ikke komme tæt nok på, og derfor blev lastbilen slæbt 150 meter langs fjordbunden.
- Det tog den selvfølgelig lidt skade af. Den er ikke lavet til at køre dernede, men nu har vi jo så prøvet det, siger Benny Nielsen.
De skader er dog ikke det, der bekymrer ham. Det er stadig saltvandet, der er den store synder.
- Hvis det havde været ferskvand, så havde det været noget andet. Så havde vi kunne skylle den af og tørre den. Men det er det ikke, lyder det fra vognmanden, der fortæller, at det kommer til at tage lang tid at redde det, der nu kan reddes.
Færgen blev også skadet ved ulykken og er stadig ude af drift. Man indsatte en erstatningsfærge på ruten, men en ulykke kommer sjældent alene, og færgen Sleipner drev på grund ved Sundsøre 4. november 2021. Færgefarten mellem Hvalpsund og Sundsøre er endnu ikke genoptaget efter den ulykke.