Villabrand udviklede sig til redningsaktion: I flere timer manglede en mand, som måske var brændt inde
Der måtte en holdindsats til fra både brandvæsen og politi for at finde en mand, der blev meldt savnet i forbindelse med en villabrand.
Natten til fredag gik der ild i en villa på Mors, og det udviklede sig til en større redningsaktion.
Meldingen om branden kom ind klokken 01.24, og herefter rykkede brandvæsenet ud til adressen på Harrehøjvej i Lødderup vest for Nykøbing. I løbet af køreturen derud ændrede meldingen sig til, at en mand og to hunde var kommet ud af huset, men at en sidste mand stadig var savnet og muligvis var i huset.
Alle ressourcer blev sat ind på at eftersøge den savnede mand, og tre røgdykkerhold gennemsøgte huset for at lede efter ham - men uden held.
- Der går nogle timer, hvor vi ikke ved, hvor han er. Det er en træls periode, hvor man ikke ved, hvor man står. Vi gør alt hvad vi kan for at finde ham, men det lykkes ikke, og det er frustrerende, fortæller indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab.
Det viste sig heldigvis, at manden selv var kommet uskadt ud, og han blev opsporet af politiet senere på natten.
Smeltet gasrør gav flammer på jorden
Selve villaen var overtændt med store flammer, allerede da brandfolkene ankom. På et tidspunkt fik varmen fra huset et gasrør i jorden til at smelte, og det betød, at der en periode var gasflammer på jorden.
- Det lyder måske voldsomt, men det er faktisk en god ting, for så ved vi, hvor gassen er henne. Det er værre, når vi ikke ved det, forklarer indsatsleder Mogens Hansen.
Taget og loftet er styrtet sammen inde i selve huset, og de sidste flammer er ikke slukket endnu. Fredag morgen er slukningsarbejdet derfor stadig i gang, og meldingen fra indsatslederen er, at det kommer til at fortsætte indtil engang i løbet af formiddagen.
- Vi skal have det rodet godt igennem og se, om vi kan få det slukket helt, siger han.
Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået.