OL er skudt i gang: Her skal de midt- og vestjyske atleter i kamp
Hvis du ikke vil misse nogle af de midt- og vestjyske atleters præstationer ved OL, så kan du se her, hvornår de alle skal i kamp.
Fredag middag blev OL skudt i gang med et brag, da åbningsceremonien løb af stablen. Men for nogle af de midt- og vestjyske atleter har der ikke været tid til at sove rusen af den oplevelse ud. Lørdag morgen er mange af konkurrencerne nemlig allerede i fuld gang.
Det gælder blandt andet for skytten Rikke Mæng Ibsen og roeren Trine Dahl Pedersen, der natten til lørdag deltog i deres første konkurrencer. Lørdag morgen kører cykelrytterne Jakob Fuglsang og Michael Valgren linjeløbet.
Her kan du se, hvornår de danske atleter skal i aktion ved OL.
Rikke Mæng
Guldsmeden fra Herning formåede ikke at kvalificere sig til finalen på 10 meter riffel, da hun natten til lørdag endte på en skuffende 22. plads ud af 50. Dermed blev der ikke taget taget ædelt metal med hjem til Guld & Ure, hvor hun arbejder til daglig.
Men hun har dog chancen for at revanchere sig selv, når hun den 31. juli skal deltage i disciplinen 50 meter riffel - tre positioner.
Det er første gang, at den 30-årige skytte er med til OL, men hun håber alligevel på en medalje.
Trine Dahl Pedersen
Roeren fra Skive, der blev elitesportsudøver ved et tilfælde, har også været i kamp allerede.
Tidligt lørdag morgen roede hun som en del af den danske damefirer et indledende heat, men her blev det desværre til en sidsteplads. Dermed skal damefireren ud i et opsamlingsheat for at sikre sig en finalebillet.
Det skal de ro på søndag, og hvis de kan ro sig til finalen, venter den 27. juli.
Jakob Fuglsang og Michael Valgren
De to erfarne cykelryttere fra henholdsvis Silkeborg og Thy jagter lørdag morgen en medalje til Danmark i rytternes linjeløb.
Jakob Fuglsang tog ved OL i Rio 2016 en sølvmedalje, og håbet er, at der kan komme endnu en medalje med hjem til Danmark.
Der er enkeltstart den 28. juli.
Helena Rosendahl Bach
Den 21-årige svømmer fra Holstebro har kvalificeret sig til to discipliner ved OL i Tokyo. Mandag den 26. juli skal hun svømme indledende runde på 1500 meter fri, og tirsdag den 27. juli gælder det den indledende runde på 200 meter butterfly.
Hvis alt går godt, skal hun svømme finale på 1500 meter fri og semifinale i 200 meter butterfly onsdag den 28. juli.
Karoline Sørensen
Svømmeren fra Thy har på trods af sine bare 19 år allerede kvalificeret sig til OL. Det har hun i kvindernes 4 x 100 meter medley, hvor hun skal svømme rygcrawl.
De svømmer indledende heat den 30. juli og potentiel finale den 1. august.
Mathias Gidsel og Henrik Toft Hansen
De to udvalgte i Nicolaj Jacobsens håndboldtrup skal i kamp mange gange ved dette OL.
- 24. juli klokken 14.30: Danmark - Japan
- 26. juli klokken 07.15: Egypten - Danmark
- 28. juli klokken 02.00: Danmark - Bahrain
- 30. juli klokken 12.30: Portugal - Danmark
- 1. august klokken 14.30: Danmark - Sverige
Hvis Danmark går videre herfra, er der kvartfinaler 3. august, semifinaler 5. august, mens der er både bronzekamp og finale 7. august.
Kim Astrup
Talentfuld badmintonspiller fra Videbæk har sammen med makkeren Anders Skaarup Rasmusen tidligere vundet EM i herredouble, og nu er sigtekornet for første gang rettet mod OL.
Han spillede første kamp 24. juli, og der er potentiel finale den 31. juli.
Simone Tetsche Christensen
27 år, fra Bjerringbro og en af verdens bedste BMX-kørere. Hun er en af de få, der var med til OL i Rio 2016. Her blev det til en semifinale, men i år skal der metal med hjem i kufferten.
Hun kører det første løb den 29. juli, og hvis alt går vel, kører hun hver dag indtil 1. august, hvor hun kan slutte af med en finale.
Frederik Bjerrehus
31-årig bryder i verdensklasse fra Herning. Ved OL repræsenterer han hele landet i 67 kilo-klassen, og det er første gang, at han skal afsted til de olympiske lege, men målet er sat på en medalje.
Han bryder ottendels-, kvart- og semifinale den 3. august og forhåbentlig en finale den 4. august.
Simon Hansen
En 22-årig lynhurtig sprinter fra Bording. Skal løbe som en del af mændenes 4x100 meter sprint.
Emil Mader Kjær fra Skive er reserve på 4x100 meter, men er selvfølgelig med i Tokyo.
De løber indledende heat den 5. august og mulig finale den 6. august.
Ida Karstoft og Mette Graversgaard
To lynhurtige kvinder fra Vestkysten. De kommer fra henholdsvis Klinkby og Hvide Sande, men til OL repræsenterer de sammen Danmark, når de udgør halvdelen af kvindernes 4x100 meter sprint.
De løber indledende heat den 5. august og mulig finale den 6. august.
Thijs Nijhuis
28 år og startede sit liv på en gård i Kjeldbjerg syd for Skive. Her blev løbetalentet opdaget, da han var udsædvanlig hurtig i gummistøvler og overalls. Nu skal han løbe maraton til OL i Tokyo.
Det gør han den 8. august.