364 millioner skal spares i Region Midt

Det er den store kniv, der er fundet frem i aftalen om økonomien for 2024.

Enhedslisten står udenfor aftalen.
Enhedslisten står udenfor aftalen.
Foto: Region Midtjylland

Sent tirsdag aften blev et flertal i Region Midtjylland enige om en ny budgetaftale for 2024. Kun Enhedslisten står udenfor. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Selvom aftalen fordeler 34,2 milliarder kroner, så er den præget af både besparelser og aftaler om yderligere tilpasninger.

Således skal der spares for 364,8 millioner kroner på blandt andet sundhedsområdet og administration.

- Budgetaftalen bærer i høj grad præg af en række meget vanskelige, men desværre helt nødvendige prioriteringer og besparelser, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Forringelser man ikke kan undgå

Spareplanerne betyder, at der eksempelvis kun vil være akutlægebiler i byer med akuthospitaler samt i Holstebro. Således vil der ikke længere være akutlægebiler i placeret i Silkeborg, Ringkøbing og Lemvig.

Derudover får akutklinikkerne nye kortere åbningstider. 

Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg skal heller ikke længere modtage visiterede akutte medicinske patienter.

- Forligskredsen har fokuseret på at sikre kvalitet i sundhedstilbuddene og samtidigt undgå, at personalet får endnu mere travlt. Tilbage er serviceforringelser, som vi ikke kan undgå, lyder det fra Anders Kühnau.

Region Midtjylland fortæller, at årsagen til den økonomiske kattepine blandt andet består i, at indbyggertallet stiger samtidigt med, at indbyggerne bliver ældre. 

- Det betyder, at der er flere mennesker, der har brug for sundhedsydelser, og at de har brug for dem i længere tid, lyder det i pressemeddelelsen.

Den formelle udmøntning af budgetaftalen sker på regionsrådsmødet 20. december 2023.