Ferie og fællesskab for plejehjemsbeboere

Fjordparkens Ældrecenter i Ringkøbing har sendt fem beboere i sommerhus. For alle har ret til ferie fra deres hverdag, siger de frivillige kræfter bag.

Beboere Fjordparkens Ældrecenter på sommerhusferie.
Beboere Fjordparkens Ældrecenter på sommerhusferie.
Foto: Arkiv

Selvom man rammer sit livs efterår og er rykket på plejehjem - så skal man stadig på ferie. Sådan er det i hvert fald på Fjordparken Ældrecenter i Ringkøbing.

Her har Vennekredsen omkring ældecentret igen i år arrangeret ferie for en gruppe beboere. Og her kan man spise, når man er sulten og sove, når man er træt. Ferie i den bedste forstand. 

- Det er enhvers ret at komme ud og opleve noget andet end den hverdag, man er i. Det har vi alle sammen brug for, siger Bente Damgaard fra Ringkøbing, der er vennekredsens forkvinde.

Ferie giver fællesskab

Lige nu er fem beboere taget i sommerhus sammen med både ansatte og frivillige hjælpere. Det er anden gang, de tager afsted på ferie. For det er der rigtig god grund til. 

- Der bliver et større fællesskab på tværs af plejere, frivillige og beboere.

Og netop dét er Ejla Larsen helt enig i efter dagens højdepunkt: En hestevognstur i lokalområdet.

- Så har man nogle gode tanker bagefter, og vi har noget at snakke om, siger hun. 

Sommerhusferien varer til på torsdag.

 

2:11