Forkærlighed for Borris har skabt nyt helsecenter

Entreprenøren og lægen er det umage par bag det kommende helsecenter i Borris. Projektet er stablet på benene, efter regionen og kommunen ikke ville finansiere et nyt lægehus i byen.

Et nyt helsecenter skal ligge her. Grundlæggerne håber på, at der både kommer fysioterapeuter og kiropraktorer i det nye hus.
Et nyt helsecenter skal ligge her. Grundlæggerne håber på, at der både kommer fysioterapeuter og kiropraktorer i det nye hus.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En lokal entreprenør og landsbylægen Martin Aagaard Poulsen bygger et nyt helsecenter i Borris. Regionen og kommunen ville ikke finansiere et nyt lægehus i byen, og derfor valgte de to ildsjæle at tage sagen i egen hånd. 

- Jeg har hele tiden være fortaler for landsbylægen. Jeg kan godt lide det nære sundhedssystem, hvor lægen er tæt på patienter. Det er måden, jeg gerne vil drive praksis på, siger Martin Aagaard Poulsen, der er en af initiativtagerne til projektet. 

Udvidelsen sker efter lægehuset i Borris har overtaget 850 patienter fra Skjern. Det betyder, at lægen nu har 2800 patienter, og derfor skal der mere plads til.

- Jeg har nok altid valgt at gå mine egne veje, og jeg vidst godt, at der ikke var noget hjælp at hente fra region og kommune, men så er det godt, at der er andre ildsjæle og entreprenører, der er lige så skøre som mig, siger lægen Martin Aagaard Poulsen.

Hjælp fra entreprenør

Martin Aagaard Poulsen får hjælp til projektet fra den lokale entreprenør Benno Gosvig. Han står for opgaven med at få rammerne til det nye helsecenter stablet på benene. Det er det nedlagte Bundgaard Hotel, der skal forvandles til helsecenter.

- Jeg er barnefødt her i Borris. Jeg synes, det er en skam, at hotellet skulle stå til. Da Martin kom med idéen, sagde jeg, at jeg altid er med på gode idéer, siger Benno Gosvig. 

Benno Gosvig mener, at det er vigtigt at holde gang i Borris, og det er endnu en grund til, at han har kastet sig over projektet. 

Martin Aagaard har en drøm om, at helsecenteret med tiden både skal huse fysioterapeuter og kiropraktorer. Går alt efter planen, står helsecenteret færdigt inden jul.

2:00
I Borris er en lokal entreprenør og byens læge gået sammen om at bygge et nyt helsecenter.