Fra amatører til prisvindere: Så hurtigt gik det for Stauning Whisky
Kun seks år efter den første flaske Stauning Whisky blev solgt, har de nu udbygget, så de kan producere 60 gange så meget som før.
I venskaber kommer man ofte på en idé, som man overvejer at føre ud i livet. Det er for eksempel blevet en løbende joke, at to venner siger, at de da skal åbne en bar sammen. Men nogle ildsjæle i Stauning satte sig sammen i 2005 og gjorde noget ved den idé, de havde fået. De ville lave Whisky.
Der er ni ejere af Stauning Whisky, der lige nu indtager en nedlagt landbrugsejendom lige udenfor Stauning. De startede småt ud, men det gik pludselig meget hurtigt for den lille virksomhed. I dag kan de åbne dørene for den nye udvidelse af destilleriet, som gør, at de kan lave 900.000 liter whisky om året; sat op imod de 15.000 de kunne lave før.
Det har været en lang rejse for virksomheden, fyldt med international anerkendelse, dyre priser og besøg fra nær og fjern.
Internationalt besøg i slagterhuset
Tilbage i 2005 startede den tidligere slagter, Mogens Vesterby, sammen med sine sønner Stauning Whisky. I slagterhuset kunne de producere et sted mellem 2-400 liter whisky.
Ingen af dem havde forstand på, hvordan man lavede det, så Mogens Vesterby læste en masse bøger om, hvordan man skulle gøre, og så guides på internettet.
Det vigtige for dem var, at det var et sjovt projekt, og så undrede de sig over, at der ikke var en dansk whisky.
- Vi undrede os over, at der ikke var en dansk whisky. Der er mange mikrobryggerier, så der bliver lavet en masse øl rundt omkring. Vi synes, at det kunne være rigtig sjovt at tage det sidste skridt og lave en dansk whisky, sagde Lasse Vesterby, som er medejer, i 2006 til TV MIDTVEST.
I de første par år testede de deres whisky overfor sig selv, indtil de syntes, at det var rigtigt godt alle ni. Når de så var tilfredse, var de nødt til at hente viden ind udefra, og her fik de blandt andet besøg af forfatteren til Whiskybiblen, Jim Murray.
Han smagte noget af det allerførste, de lavede tilbage i 2006 i slagterhuset. Hans råd til det lille foretagende: ”Med den smag I har fået frem, så skal I lave mere”. De flyttede nogle år senere ind på et nedlagt landbrug, hvor de kunne producere større mængder.
Første flasker til folket
Noget af det vigtigste, når man laver whisky, er tålmodighed. Og det udviste medejerne også, for den første flaske blev først sat til salg i 2012.
Allerede i det første år tog det fart for det lille whisky-firma. De blev nævnt i Jim Murrays whiskybibel fra 2012, og deres whisky blev blandt andet serveret på Restaurant NOMA.
Anerkendelsen var overvældende for den tidligere slagter, der i sit virke som slagter aldrig havde modtaget så meget ros.
- Jeg var rimelig god til at slagte grise, men der kom ikke folk fra Skotland og England og sagde, ”Hold kæft, hvor er du god til at slagte”. Her er der kommet nogen blandt andet fra et stort internationalt destilleri og rost mig. Det prøvede jeg sgu aldrig som slagter, men det har jeg prøvet som master destiller, sagde Mogens Vesterby til TV MIDTVEST tilbage i 2012.
I 2013 vurderede Jim Murray den røgede udgave af whiskyen til 94/100 point, hvilket var helt oppe i toppen af skalaen på verdensplan.
Kæmpeinvestering fra den førende på markedet
Den internationale anerkendelse strømmede ind. Whiskyfabrikken blev et turistmål, hvor man kunne få rundvisninger på både dansk, engelsk og tysk. Det fik de Region Midtjyllands turistpris for tilbage i 2014.
I 2015 valgte verdens største producent af spiritus, Diageo, at investere hele 100 millioner kroner i Stauning Whisky. De ville gøre Stauning Whisky til et brand.
Historien om nogle amatører, der pludselig laver en af verdens bedste vine, interesserede virkelig investorerne.
- Det var en fantastisk historie om ni venner, der startede med at lave whisky som en hobby, og endte med at lave en af de bedste whiskyer i verdenen. Det var det, der tændte os, sagde Frank Lampen fra Distill Ventures.
De 100 millioner kroner er blandt andet blevet brugt på en udvidelse, som snart er færdig. Inden den engelske investering producerede Stauning Whisky 15.000 liter whisky om året, men med udvidelsen forventer Stauning Whisky at kunne producere hele 900.000 liter whisky om året.
Den daværende erhvervsredaktør på Berlingske kaldte det meget sjældent, at en virksomhed fik en så stor investering, uden at investoren samtidig fik indflydelse.
- Når en stor investor, uanset om den er dansk eller udenlandsk, køber sig ind i en virksomhed, så vil de også have indflydelse, så det er meget atypisk, sagde Peter Suppli Benson til TV MIDTVEST.
Udvidelsen er færdigbygget, men den er endnu ikke helt klar til at blive taget i brug.
- Vi er ved at lave de første tests, så vi skulle gerne snart være klar, siger medejeren, Alex Højrup til TV MIDTVEST.
Det første spadestik til den nye produktion blev taget i marts måned 2017, og efter udvidelsen kommer produktionen til at brede sig ud over 4.000 kvadratmeter.