Vestkysten døjer med tyveri fra tyske turisters biler

Politiet har inden for de seneste uger oplevet adskillige indbrud i tyske biler. Pas på, når I parkerer ved stranden, lyder advarslen fra ordensmagten.

politibil.jpg
Foto: Flemming Christensen

Onsdag var den gal igen. I løbet af dagen fik fem tyske bilejere smadret en rude og stjålet ejendele. Tasker, punge, pas, kontanter, computere. Hvad der var af værdi.

- Det er bare træls, lyder det fra politikommissær Mette Bundgaard fra Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Gerningsstederne er de afsides liggende parkeringspladser i klitterne, som turisterne bruger, når de skal på stranden. Politiet har en formodning om, at de ukendte gerningsmænd kan have holdt øje med turisterne. 

- Der ligger for mange sjove genstande (genstande med værdi, red.) i bilerne, uddyber Mette Bundgaard.

I sidste uge gik det ud over syv tyske biler.

Vær på vagt

Politikommissæren opfordrer til at være forsigtig og holde øje med, hvor man parkerer - og holde øje med, om der er nogen, som holder øje med én, når man gør det.

- Det kan være, at de ser, at man efterlader værdigenstande i bilen - og så slår de til, afslutter hun.

Et tysk vidne har angiveligt set en bilrude blive smadret og en mindre hvid bil køre derfra. Bilen kan meget vel være den samme, som er set i forbindelse med sidste uges indbrud. En Polo-lignende bil.

Har I set eller hørt noget, hører politiet det gerne på 1 1 4.