Efter Hans Østergaards farvel: Erik Viborg vil være borgmester i Ringkøbing-Skjern

Han har altid gået med en borgmesterdrøm i maven. Nu vil det mangeårige byrådsmedlem gå efter posten.

Erik Viborg har siddet i byrådet i over 10 år og er foruden gruppeformandsposten også formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Erik Viborg har siddet i byrådet i over 10 år og er foruden gruppeformandsposten også formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Kongen er død, kongen længe leve.

Der skulle ikke gå lang tid fra Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard udmelding, til at en ny borgmesterkandidat havde meldt sig på banen.

Venstremanden Erik Viborg er nemlig klar til at overtage stafetten, når Hans Østergaard efter otte år på borgmesterposten lægger kæden på hylden.

- Det er jo Hans' egen beslutning, at han stopper, og så er det jo bare at slå til, fortæller Erik Viborg om sin beslutning.

Og med over ti år som byrådsmedlem er tanken da heller ikke helt ny.

- Det har jo ligget og ulmet i lang tid, og i og med at jeg er 56 år, så skulle det også være nu, siger Venstres nye borgmesterkandidat.

Intet er sikkert

Indtil videre er Erik Viborg den eneste kandidat fra Venstre, men det kan nå at ændre sig mange gange inden kommunalvalget næste år.

Selv hvis han ender som Venstre borgmesterkandidat, så er næste opgave at få vendt skuden for Venstre, før han kan gøre sig forhåbninger om en borgmesterkæde.

- Jeg er fuldt bevidst om, at den politiske himmel ser helt anderledes ud. Danmarks Demokraterne er kommet til, og Liberal Alliance gør det også godt, siger Erik Viborg.

Men de prognoser er ikke noget, der blæser en vestjyde omkuld.

- Selvfølgelig tror jeg på det, ellers havde jeg ikke stillet op. Jeg er den rigtige til at føre Venstre videre som borgmesterparti i Ringkøbing-Skjern, slår han selv fast.

 Hvorfor er du den rette til at blive borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune?

- Jeg har store ører, lytter og kender til befolkningen, og så er jeg en holdspiller, siger borgmesterkandidaten og tilføjer hurtigt:

- Ej, nu fik jeg det til at lyde som om, jeg ikke selv kan tage en beslutning. Det kan jeg nu altså godt, griner han.

Kristendemokraterne har tirsdag formiddag også meddelt, at nuværende byrådsmedlem Kristian Andersen også stiller op som borgmesterkandidat.

Kristian Andersen har været byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjerns Kommune siden 2010.
Kristian Andersen har været byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjerns Kommune siden 2010.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne stiller ligeledes op som borgmesterkandidat, når kommunalvalget finder sted tirsdag den 18. november 2025.