Første køretur siden 1949 – Martin har fået liv i sin 108 år gammel Cadillac
Martin Andersen fra Ådum har været mekaniker hele sit liv, og selv om han nu er 77 år, så bruger han stadig utallige timer i værkstedet. Især for at få liv i de helt gamle biler.
Med et brag kommer der liv i den 108 år gamle Cadillac fra USA, og motoren pumper derud af. Men selv om Martin Andersen allerede har brugt over 100 timer på at komme så langt med bilen, så er bilen kun i gang i et par minutter, da der står røg ud af den.
- Der er ved at gå lidt kludder i det. Den var lige ved at brænde af. Det er en kortslutning af ledningsværket, så det nu er brændt af, forklarer Martin Andersen fra Ådum ved Tarm.
Han har det meste af sit liv arbejdet som mekaniker, og har i dag 26 biler. Det er især veteranbilerne, han har kastet sin kærlighed over. Seneste køb er Cadillacen fra 1913, der både er en sjælden model og årgang.
- Og så er der selvstarter på den, og det er det, der gør den sjælden. Det er den allerførste bil med selvstarter på. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har givet for den, men det er ikke småpenge, griner Martin Andersen.
Første køretur i 72 år
Inden Cadillacen kom til Ådum, havde den stået i en lade i USA siden 1949. Nu er den ifølge mekanikeren den eneste, der er i Danmark – måske endda i hele Europa.
- Jeg kan godt lide ting, der er sjældne. Jeg har haft mange veteranbiler, og jo flere man har, jo mere kræsen bliver man. Det er ligesom, når man samler på frimærker, så vil man gerne have en, der er sjælden, forklarer bilentusiasten.
Efter en halv times arbejde i værkstedet får Martin Andersen liv i den gamle bil igen. Og den kommer endda til at køre.
- Det er den første tur i 72 år. Det er dejligt, at gear og kobling og det hele virker. Den går fint i motoren, og jeg kan høre, at den lyder godt.
Selv om Cadillacen nu er kørende, så venter der stadig mange timers arbejde på bilen i værkstedet.
- Der ligger ufattelig meget arbejde i den for mig – flere tusinde timer. Den skal fuldstændig skilles ad. Det hele skal helst være 100 procent, elles kan jeg ikke arbejde med det.
Lige nu venter Martin Andersen på en original instruktionsbog til bilen fra Australien, så han kan få repareret ledningsnettet på den 108 år gamle bil.