Knud Erik er udeholdets bedste ven: 69-årig ildsjæl hjælper Danmarks modstandere

69-årige Knud Erik Kristensen er frivillig forbindelsesofficer, og han hjælper kvindelandsholdets modstandere med stort og småt.

2:47
69-årige Knud Erik Kristensen, bare kendt som K.E., er i denne uge frivillig guide for kvindelandsholdets modstander Bosnien-Hercegovina.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

69-årige Knud Erik Kristensen - eller K.E. som han kaldes - er på en særlig opgave de næste dage. 

Her skal han tage sig af det bosniske kvindelandshold, der skal spille landskamp mod de danske kvinder torsdag aften i Viborg.

Holdet ankom til Danmark tirsdag, men der er stadig en masse, der skal planlægges og ordnes, og det er her K.E. kommer ind i billedet. 

- Jeg skal prøve på at løse diverse opgaver og være den person, der kan sørge for, at de får en god oplevelse, mens de er i Danmark. Jeg er med dem overalt, hvad end det er til træning eller på hotellet. Jeg lever lidt sammen med dem, fortæller K.E. 

K.E. har været frivillig i Skjern GF Fodbold i godt og vel 40 år, men de seneste to år har han været meldt under DBU-fanerne. Her har han taget imod og vartet op, når kvindelandsholdet har udehold på besøg. 

Og selv om han hjælper modstanderen, så er det en tjans, han sætter stor ære i. 

- Selvfølgelig vil jeg jo gerne, at Danmark vinder. Men jeg kunne ikke drømme om at sige videre, hvis jeg har set noget til træning. Jeg er deres mand, når de kommer på besøg og ønsker også tillykke efter kampen, hvis de har gjort det godt. 

Lønnet i oplevelser 

At eskortere det bosniske landshold markerer et lille jubilæum for K.E. Det er nemlig 10. gang han er i rollen som forbindelsesofficer. 

Og selvom det kræver dage væk hjemmefra, så har konen været med på idéen lige fra start. Det er nemlig en unik mulighed for at få nogle oplevelser og møde nogle mennesker, man nok ikke normalt ville støde på. 

- Jeg tror, det ligger i mine gener, det der med at være frivillig og hjælpe andre. Og i den her forbindelse får jeg jo også nogle oplevelser ud af det. Jeg går op og ned af nogle af de største stjerner i sporten i flere dage, og får mulighed for at se dem spille og træne, så det er med til at gøre jobbet til en fornøjelse. 

'En del af noget større', lyder mottoet fra DBU og sådan er følelsen også for K.E. Han er en del af en mindre hær af frivillige, der får hjulene til at køre rundt, så kampene kan blive spillet. 

Det er man også meget bevidste om hos netop DBU, der sætter stor pris på kapaciteter som den 69-årige vestjyde. 

- Det er enormt vigtigt, at vi har frivillige, og lige med K.E. er der tale om en, der gør rigtig meget godt. Han er et enormt dejligt menneske og nem at omgås, hvilket også betyder, at modstanderholdene hurtigt bliver trygge ved ham. Jeg ved, at han altid har hundrede procent styr på tingene, og det er betryggende for mig, siger Henriette Jensen, der er administrativ chef for kvindelandsholdet. 

Og der er da heller ikke den opgave, som K.E. ikke kan løse. Det virker i hvert fald ikke sådan, når man begynder at spørge ind til nogle af de udfordringer, han har mødt undervejs i stillingen som modstanderholdets midlertidige bedste ven. 

- Sidste gang da Malta var på besøg, var der sygdom og så måtte jeg hjælpe lægen med at finde hen på et apotek i Viborg. Jeg har også prøvet, at et lands fly blev aflyst og de måtte blive et par dage, så der skulle jeg til at lege turguide. Så der skal løses lidt forskellige opgaver, men det er lykkedes det hele. I hvert fald indtil nu, fortæller han.