Mand blev begravet i flere tons sand: I dag ville han på arbejde igen

Den uheldige gummigedsfører, der søndag blev begravet under flere tons sand, er ved godt mod, men holder dog fri fra gummigeden dagen efter.

grusgrav
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Det er dagen derpå i grusgraven mellem Videbæk og Ringkøbing. Produktionen af sand, grus og sten hos Villys Sand & Grusgrav i Ølstrup kører igen på fuldt tryk.

Men søndagens uheld, hvor en gummiged med fører blev delvist begravet i sand, fylder stadig. Et uheld, der også blev vendt mellem medarbejderne hen over morgenmaden.

- Vi tog et rundstykke, en morgenkage og snakkede lidt om situationen, og så forsatte folk ellers deres arbejde, siger Klaus Kristensen, der er én af ejerne af grusgraven.

Den 37-årig fører, der blev begravet af flere tons sand, var dog ikke med ved morgenmaden. Han var ellers helt klar på at hoppe op i gummigeden igen.

- Han har det godt. Han ville gerne have mødt på arbejde i dag, men vi gav ham fridag. Når man vil møde ind, som om alt er normalt, er det jo gode tegn, siger Klaus Kristensen.

Det er bare rent uheld

Det var søndag morgen, at en skrænt af sand pludselig skred ned over en af grusgravens gummigeder og begravede den delvist i sand. To andre ansatte begyndte straks at grave manden fri og fik samtidig ringet til 112.

- Medarbejderne har fået et stort skulderklap i dag, for de reagerede helt, som de skulle. De holdt øje med hinanden, var aktive på walkie-talkien og passede på hinanden. Jeg er stolt af dem, siger Klaus Kristensen, der har været medejer af grusgraven siden 2021.

Ifølge medejeren af grusgraven har Arbejdstilsynet mandag morgen været på besøg i grusgraven. Men han mener ikke, der er noget at komme efter, for alle interne producerer er blevet overholdt.

Kunne I ikke have gjort noget for at forhindre uheldet?

- Det er levende materiale, vi arbejder med, så det er svært at sige, hvornår skrænten skrider. Man kan ikke forudsige det. Det er bare rent uheld. Så vidt jeg ved, er det første gang, det er sket herude. Vi har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Føreren af gummigeden slap fra uheldet med en flænge i ansigtet, oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing.