Mand uden kørekort lånte en bil og kørte 105 km/t inde i byen

En 35-årig mand er sigtet for at køre vanvidskørsel. Bilen er desuden blevet konfiskeret.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det var ikke nok med en besked i e-boks, efter at en 35-årig mand fra oplandet til Tarm blev blitzet af en fotovogn på Lønborgvej i Tarm.

Mandag troppede politiet op ved ham for at sigte ham for vanvidsbilisme, efter at mandens fart var blevet målt til 105 kilometer i timen inde i byen, hvor man ellers kun må køre 50, det fortæller Martin Christensen fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Det blev dog ikke den eneste sigtelse, som manden fik. Han havde nemlig tidligere fået frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for at køre uden førerret.

Når man kører det, der i færdsels- og straffeloven defineres som vanvidskørsel, så konfiskerer politiet også bilen. Det gælder også selv om der ikke er tale om bilistens egen bil, som det også var tilfældet i denne sag, hvor bilen tilhørte en 51-årig kvinde.

- Ejeren har fået en bøde for at overlade bilen til ham, når han ikke har førerret, siger Martin Christensen.