Minkavler smittet med corona: - Det ender med, at dyrene bliver slået ned
Minkavleren Henning Kjær Jensen blev så påvirket under interviewet til artiklen, at han fik et ildebefindende undervejs.
Henning Kjær Jensen skal måske snart vinke farvel til sit livsværk og sin søns fremtid.
Den 62-årige minkavler er en blandt mange avlere, der er i risiko for, at hele deres besætning bliver aflivet. Torsdag var myndighederne forbi hans minkfarm i Troldhede for at teste nogle mink for corona. Er der en mink, der testes positiv, så skal alle mink formentlig aflives.
Alle 24.000 mink.
- Det er forfærdeligt. Ganske forfærdeligt. I tirsdags vidste vi ingenting, og så skal vi måske have dem slået ned i morgen. Forfærdeligt, siger Henning Kjær Jensen, mens en røst præger hans stemme.
I stedet fortæller Henning Kjær Jensens søn, Thomas, hvordan de sidste par dage har præget hans far.
- Han er jo ked af det. Han ved ikke, hvad han skal gøre, og der er jo ikke noget at gøre end at vente på, myndighederne siger, hvad der skal ske, fortæller Thomas Kjær Jensen, der skal overtage sin fars minkfarm og allerede har købt ti procent af virksomheden.
Men spørgsmålet er, om der overhovedet bliver noget at overtage. Tirsdag blev Henning Kjær Jensen, Thomas Kjær Jensen samt deres medhjælper Allan alle testet positiv for corona, og så ved minkfarmeren gennem 39 år godt, hvad der venter forude.
- Det ender med, at dyrene bliver slået ned. Det er jeg 100 procent sikker på. Alle tre medarbejdere er testet positiv, og med den måde, som dyrene reagerer på, er der noget ravruskende galt. Så det er jeg ikke i tvivl om, siger Henning Kjær Jensen.
Dyrene har været syge
Den 61-årige minkfarmer fra Troldhede fortæller, at han i løbet af den seneste uge har oplevet usædvanlig adfærd fra sine mink. Nogle af dem er stoppet med at spise, nogle ligger og er stakåndede i bunden af deres burer, og typisk vil de dø efter tre timer, når de har det sådan.
De fleste dyr, der overlevede den lille sygeperiode er dog ovenpå igen. Spørgsmålet er så bare, om de får lov til at forblive levende.
For Henning Kjær Jensen var det et livsværk. Noget han havde bygget op gennem 39 år i branchen, og hans mink har været blandt de bedste. Ifølge minkfarmeren bliver det svært at bygge samme besætning op igen.
- Vi kommer ikke til at få sådan en stamme igen, som vi har nu. Vi ligger blandt de ti bedste i Danmark i stort set alle typer. Jeg er 61 år, og det har taget 39 år. Hvis jeg skal gøre det igen, så er jeg jo 100, når vi når dertil igen, siger Henning kjær Jensen.
Alene tanken om, at bygge en ny besætning af mink op, skræmmer den rutinerede minkfarmer. Med coronaudbruddet blandt mink og uden en vaccine eller løsning, hverken til mennesker eller mink, så er opbygningen af en ny farm ikke det, Henning Kjær Jensen har mest lyst til.
- Spørgsmålet er, om vi nogensinde får mink ind igen. Så længe myndighederne ikke har styr på, hvor virussen kommer fra, og hvordan det spredes, så er det formålsløst at genopbygge. Det skal der være fuldstændig styr på, før vi får mink igen, for det her skal jeg ikke igennem en gang mere, fortæller minkavleren i en bestemt tone.
Hvad gør vi nu lille du?
Henning Kjær Jensen har været minfarmer siden, han var 22 år gammel. Det er lige så gammelt, som hans søn, Thomas Kjær Jensen, er nu. Livet som minkavler er ikke en hverdag, den 61-årige farmer er klar til at smide væk.
Selvom det økonomiske tab kan løbe op i millioner, så er det ikke det, Henning Kjær Jensen tænker på i disse dage.
- Det er, hvordan vi skal få hverdagen til at hænge sammen bagefter. Nu har vi gået her i 39 år, 340 dage om året og har aldrig været ked af at tage på arbejde.
For sønnike Thomas Kjær Jensen er det også en drengedrøm, der smuldrer mellem fingrene. Siden han købte sine første mink for tre år siden, så har planen været lagt til et generationsskifte.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det her, jeg gerne ville. Jeg har brugt hele mit liv herovre, og vi har brugt al tid der hjemme på at snakke om, hvad der skal ske på farmen i morgen, i næste uge og til næste år. Så det er hårdt at se, at det hele skal forvinde på under en uge, siger Thomas Kjær Jensen.
Gennem 39 år i minkbranchen har Henning Kjær Jensen set lidt af hvert, men den nuværende krise tager alligevel prisen som den værste.
- Det er det værste, jeg nogensinde har været igennem. Alle de andre kriser, vi har haft, har vi kunnet arbejde os ud af. Her er vi fuldstændig magtesløse. Det ligger i myndighedernes hænder, og vi bliver ikke spurgt om noget som helst, fortæller den 61-årige minkavler.
Henning Kjær Jensen forventer svar i løbet af fredag eller lørdag på, hvad der skal ske, med deres 24.000 mink store stamme.
Fik ildebefindende efter interview
For Henning Kjær Jensen har hele coronakrisen været en presset tid for ham som minkavler.
Økonomien er trængt, og frygten for, at de seneste 39 års arbejde skulle gå op i røg, blev efter interviewet for meget for den 62-årige mand.
Her fik han et ildebefindende, men heldigvis var hans søn lige ved siden af, så han greb sin far, før der skete mere.
En ambulance blev tilkaldt, men den havde Henning Kjær Jensen heldigvis ikke behov for. Efter et par minutter var han på benene igen, og han har det nu godt.