Nye ferielejligheder ved Lalandia i Søndervig bliver revet væk
Få timer efter lejlighederne blev sat til salg, var mange af dem købt eller reserveret i den populære ferieby.
Selvom der kun er omkring 200 indbyggere i byen, bliver 140 nye lejligheder i Søndervig lige nu revet væk.
I dag satte feriecenteret Lalandia ferielejligheder til salg ved centeret i Søndervig, og på knap en time var de fleste lejligheder allerede solgt eller reserveret.
- Vi havde tænkt, at det ville gå stærkt, men vi er alligevel positivt overrasket over, at der så mange, som møder op og gerne vil købe en lejlighed, siger midt i kaosset af købere, som lørdag mødte op til Åbnet Hus hos Lalandia i Søndervig.
Til september begynder byggeriet af det, som Jan Harrit kalder "en hel ny bydel i badebyen Søndervig" - og de første ejere kan få nøglerne i sommeren 2025.
Så potentielle købere må i dag nøjes med at se en model af sin kommende ferielejlighed - eller gennem Virtual Reality.
Én af de, som skyndte sig til Søndervig for at købe lejlighed var familien Jakobsen fra Skjern.
De har længe overvejet at købe sommerhus eller ferielejlighed, og har også ofte holdt ferie i området. Men pludselig skulle det gå stærkt.
- Det var på et hængende hår, siger Ejvind Jakobsen, som nu er ejer af et kommende seksmands-feriehus.
- Vi tænkte, at vi skulle herhen i god tid, så vi kunne nå det, og ja. Vi nåede det faktisk kun lige, siger Ejvind Jakobsen.
I 2019, da Lalandia åbnede, satte feriecenteret 484 feriehuse til salg, og også dengang var interessen stor.
- Søndervig er jo en dejlig by med en fantastisk strand, og kommunen har gjort meget for at forskønne området. Det er en by under positiv udvikling, som stadigvæk har den charme, som er i Søndervig, mener Lalandias direktør, Jan Harrit.
Kan det ikke blive for meget med alle de ferieboliger i så lille en by?
- De ferielejligheder, vi laver, laves som et grønt område. Det vil sige, at der ikke kommer nogen biler derind, og det er rolige omgivelser også for børn. Så det bevarer Vesterhavets idyl, fordi bilerne holdes udenfor, siger direktør, Jan Harrit.