Skovejer fandt hamp på sin jord

Skovejer Flemming Thomsen fra Videbæk-egnen gjorde et usædvanligt fund i moseområde.

1:17
Skovejer fra Videbæk-egnen gjorde et usædvanligt fund i moseområde.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det var faktisk ret tilfældigt, at Flemming Thomsen opdagede, at noget var anderledes i hans skov. 

- Der lå jo plantesække lige pludselig ned i tre rækker her i jorden, fortæller Flemming Thomsen og fortsætter, 

- Vi havde nok opdaget det før eller siden, men det kunne ligeså godt først havde været til næste år, at vi havde opdaget det. 

Området i Vorgod-Barde ved Videbæk-egnen har tidligere været moseområde. 

Skovejeren mener, at der har stået cirka 75 hampplanter, hvor de fleste allerede var høstet, da han fandt frem til området.

Grundigt planlagt

Dyrkningen ser ifølge Flemming Thomsen ud til at være grundig tilrettelagt.

- Planterne er nok blevet for store at have indendørs, også er de blevet plantet udenfor her i fri natur på den måde her, siger han.

Dog er de fleste planter væk, men flere flasker med gødning er blevet efterladt på jorden i en papkasse.

Og det er skovejeren træt af. Så nu må han selv i gang.

- Det bliver samlet op det hele og kørt væk, for der skal ikke ligge plastik herude.

Formentlig til rygning

Flemming Thomsen regner med at planterne, der blev dyrket på hans mark skulle bruges til hashrygning. 

Det er en ulovlig produktion, der er foregået i skovområdet, og det er ikke noget som ejeren bryder sig om.

- Det har jeg det da skidt med, og jeg er overrasket over, at det kunne finde sted - og hvordan de er fundet frem til området og dermed er sluppet afsted med at holde det hemmeligt, siger han.

Det usædvanlige mosefund er blevet anmeldt til politiet.