Spritkørsel, narko og hærværk: Festival giver politiet nok at se til
Politiet har blandt andet sigtet festivalgæster for spirituskørsel, besiddelse af narkotika og hærværk.
Lige nu løber Bork Festival af stablen, og det mærker lokalpolitiet i Ringkøbing bestemt.
Det seneste døgn har de indberettet 11 sager fra musikfestivalen, oplyser Ditte Tokkesdal fra lokalpolitiet.
- Det er i den høje ende, men vi har også en fast patrulje derude, fortæller hun.
Den første sag lød klokken 20, hvor en rød Peugeot ifølge politiet kørte med 30 km/t ind i en anden bil, som var ved at bakke på en parkeringsplads.
- Ifølge føreren af den bakkende bil sad der to unge mænd i den røde bil, og den ene havde bøllehat på. Vi efterlyser nu vidner eller føreren, som måske har fået dårlig samvittighed, siger Ditte Tokkesdal.
Senere modtag politiet en anmeldelse om hærværk på trampoliner, der stod tæt på festivalen.
- Det var indhegnede trampoliner, men nogle havde åbnet ind til dem, og man kunne se aftryk fra sko på trampolinerne, og så var der brækket jern to steder, så det er en hærværkssag, fortæller Ditte Tokkesdal fra lokalpolitiet.
Ifølge politiet havde en civilpatrulje på pladsen også fornemmelse af, at en gruppe unge mænd var i besiddelse af narkotika.
- En 18-årig mand fra Brande havde 1,6 gram hash på sig, og kort efter den sag var der slåskamp på festivalpladsen, og det førte til, at en mand fra Ørnhøj fik klippet sit armbånd af, siger hun.
Fuld mand i bil
Lidt over tre i nat fik patruljen fingrene i en 19-årig mand fra Herning, som ifølge betjentene var ved at rykke sin bil, som han skulle sove i.
- Han havde en promille over det tilladte, og derfor er han nu sigtet for spirituskørsel.
Den sidste sag fra festivalpladsen var klokken 5 fredag morgen, hvor politiet skulle hjælpe en stærkt beruset kvinde.
Bork Festival løber frem til den 5. august 2023.