Turisme slår rekord: Men ét problem skal løses, hvis udviklingen skal fortsætte
På Mors har man fundet kombinationen af overnatning og attraktioner.
Langs med den jyske vestkyst er der godt gang i salget af is og museumsbilletter, når biler på tyske plader sætter kurs mod de populære feriedestinationer i løbet af sommermånederne.
Men ifølge erhvervsminister Morten Bødskov (S) er der potentiale til at lange endnu flere is over disken efter endnu en sommer, der ifølge tal fra Danmarks Statistik har budt på flere end 10 millioner feriehusovernatninger i sommermånederne juni til juli.
- Danmark er også skøn om foråret og efteråret, og det vil være til stor gavn for den lokale købmand, for isbutikken og for museet, hvis vi kan forlænge sæsonen i begge ender, siger Morten Bødskov til Ritzau.
Hos Ringkøbing Fjord Museer byder man ministerens intentioner velkomne.
Ifølge direktøren på museerne, Mette Bjerrum Jensen, når flere attraktioner deres maksimale kapacitet i løbet af sommermånederne. Derfor er der behov for at udvide sæsonen, hvis man skal byde flere gæster velkomne.
- Vi vil gerne understøtte den turismeudvikling, der er i ydersæsonerne, siger hun.
Ifølge direktøren oplever museerne, at eksempelvis Lyngvig Fyr har nået sin maksimumskapacitet i løbet af sommermånederne, mens pladsen er god i vinterhalvåret.
- Det er vigtigt, at vi får en meget længere turistsæson, fordi turisterne er et vigtigt grundlag for vores økonomi her på egnen, pointerer direktøren.
Mangler overnatning
Lars Ravnholt, der er kommerciel chef hos Destination Vesterhavet, der repræsenterer turismeerhvervet i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner, mener, at Vestkysten har et stort turistpotentiale i efteråret og foråret.
Derfor forsøger Destination Vesterhave blandt andet at markedsføre helårsturisme over for tyskerne, der udgør den største gruppe turister.
- Men vi har en begrænsning i vores overnatningskapacitet, fastslår han.
Chefen henviser blandt andet til, at der er regler for, hvor mange uger om året sommerhuse må udlejes.
- Lalandia er et godt eksempel på en overnatningskapacitet, der tilbyder weekendophold. Det er den type, vi ser et stort potentiale i, siger Lars Ravnholt.
Blomsterpark har succes
Hos Ringkøbing Fjord Museer er man igang med at tilpasse museet til helårsturisme.
Bork Vikingehavn skal blandt andet omstilles til at være mere gearet til modtage turister, når det regner.
På Mors har Jesperhus Blomsterpark allerede flere tilbud, der henvender sig til gæster i de mere regnfulde måneder.
- Efteråret er gået hen og blevet en stor del af vores sæson, siger administrerende direktør i parken Thomas Buch Tøstesen og fortsætter:
- Vi har mange faciliteter, som kan bruges åres rundt.