Utryghed i Skjern efter lægekonkurs: Hvad gør vi nu?

Tusindvis af patienter i Vestjylland står pludselig uden læge efter, at tre lægeklinikker er gået i sort.

4:06
I Skjern er der kun én lægepraksis. Den er nu gået konkurs, og det efterlader borgerne i uvished. Region Midtjylland fortæller, at de arbejder på en løsning.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm og Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Dagen derpå er der ikke mindre utryghed og overraskelse i Skjern, der nu står uden et lægehus.

- Det er som at få en spand vand i hovedet. Hvor skal man så tage hen, spørger Orla Petersen, der bor i byen.

- Det er brandærgerligt, lyder det fra Caroline Vejen, som bor i Tarm.

Sammen med omkring 7600 andre borgere har de begge været tilknyttet lægehuset, der tirsdag blev erklæret konkurs af læge og indehaver Niels Jacob Borup Søndergaard selv.

Foruden lægehuset i Skjern er lægehuset i Ølgod med 3200 patienter også lukket. Det samme er det turist-lægehus i Blåvand, der var på tegnebrættet. Allerede 31. maj lukkede den første praksis i Holstebro ned. Her var der knap 3000 patienter tilknyttet. 

Niels Jacob Borup Søndergaard drev alle lægehuse.

Konkursen af lægehuset i Skjern efterlader mange indbyggere i en utryg situation. Det kan formanden for Skjern Udviklingsforum skrive under på.

- Det er en bombe, der springer. Det er mindre katastrofe for en by som Skjern, lyder det fra Bent Olsen. 

Han havde selv en tid hos lægehuset med sin mor på 88 år onsdag morgen.

- Og det er svært for hende at forstå, hvad der sker, og hvornår hun så kan komme til læge, fortæller han.

For Pia Kristine Hjorts mand er det også en usikker tid, han kigger ind i.

- Lige nu har han ikke brug for en læge, så går det nok. Men det er bekymrende, at der i en by så stor som Skjern ikke længere er et lægehus, siger hun.

Blandede oplevelser

Pia Kristine Hjorts har selv skiftet lægehus, efter at have oplevet, at hun fik tider ved sygeplejersker, for først efterfølgende at få en tid hos en læge. Således krævede et lægebesøg to dage med fri fra arbejde.

Andre borgere har dog været tilfredse med behandlingen i lægehuset. Én af dem er Tommy Larsen.

- Der har været en periode med noget forvirring, og jeg manglede et trygt forhold til en enkelt læge, men jeg synes, det var på vej. 

Derfor ærgrer han sig over, at lægehuset nu er gået konkurs.

På Facebook åbner klinikejer Niels Jacob Borup Søndergaard dog umiddelbart op for, at lægehuset kan genopstå i en eller anden form.

Men Region Midtjylland kan ikke svare på, hvorvidt det har betydning for muligheden for at oprette ny lægepraksis, at man tidligere har været gået konkurs.

- Vi har ikke været i den her situation før, så vi skal kigge nærmere på det, siger Anders Kjærulff, der er koncerndirektør i regionen.

Han fortæller, at de håber, at der indenfor et par uger er en løsning klar til borgerne, der lige nu står uden læge.