Leder af redningsstation: Det bliver en svær opgave
Installationsskibets 73 meter lange ben sætter bjærgningsfolkene på en stor opgave.
Det bliver en særdeles svær opgave at fjerne det kæmpestore installationsskib Sea Worker, der natten til onsdag kæntrede i Vesterhavet ud for Bjerregrav syd for Hvide Sande.
Det vurderer lederen af redningsstationen i Hvide Sande, Lorentz Lauridsen.
- Det bliver ikke let at få den derfra. Som vejret er lige nu, kan man ikke gøre noget ved det. Nu må vi se, hvad de, der er hyret ind til at bjærge den, vil gøre, men det ser da lidt træls ud, siger han.
Redningsstationen har ikke noget med bjærgningen at gøre, men stationens redningsbåd Emile Robin har sejlet miljøteknikere ud til det væltede fartøj.
Sea Worker ejes af Fredericia-firmaet A2SEA, hvis direktør Jens Frederik Hansen siger til TV Syd, at det er alt for tidligt at sige, hvornår bjærgningen kan begynde.
Installationsskibet er 55 meter højt og 33 meter bredt - men den helt store udfordring for bjærgningsfirmaet bliver formentlig skibets 73 meter lange ben.
- Den ligger jo med nogle frygteligt lange ben. Jeg ved ikke, om man vil få dem skåret af eller hvad - det har jeg ingen mening om, siger Lorentz Lauridsen.
Flere dele fra det kæntrede skib er i øvrigt begyndt at flyde ind på stranden, og Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at der er tale om strandingsgods, og det derfor er ulovligt at samle op.
Politiet har sat hjemmeværnsfolk ind for at holde nysgerrige væk fra vraggodset, oplyser Danske Beredskaber.