Nu skal Sea Worker fjernes
Arbejdet med at bjærge det kæmpestore installationsfartøj begynder formentlig i løbet af et par uger.
Nu er der endelig udsigt til, at installationsfartøjet Sea Worker, der i februar kæntrede i Vesterhavet ud for den sydlige del af Holmsland Klit, kan blive fjernet.
Mette Jørvad, der er kommunikationschef i fartøjets ejer A2SEA, oplyser, at man nu har fundet det firma, der skal stå for bjærgningen.
- Vi regner med, at de går i gang inden for et par uger, siger hun.
Hun tør ikke give et bud på, hvor lang tid arbejdet vil tage, ligesom det er usikkert, hvordan arbejdet skal foregå.
Sea Worker er omkring 73 meter høj, 55,5 meter lang og 33 meter bred, så et godt bud er formentlig, at fartøjet skal skæres i mindre stykker ude på havet, inden de fragtes i land.
Det tonstunge fartøj var ved at blive slæbt fra Frederikshavn til Esbjerg, da det i slutningen af januar gik på grund ud for Bjerregård syd for Hvide Sande. En uges tid senere kæntrede fartøjet så, og siden da har det ligget med benene i vejret.
Når arbejdet først går i gang nu, skyldes det blandt andet, at der er tale om en teknisk kompliceret opgave placeringen taget i betragtning, ligesom forsikringsforholdene først skulle afklares.
- Vi har gjort det så hurtigt som muligt, siger Mette Jørvad.
Sea Worker blev brugt til installation af hav-vindmøller - blandt andet ud for Tyskland og England.