Sea Worker tømt for olie
Installationsfartøjet Sea Worker er efter mere end en måned blevet tømt for olie.
Det store installationsfartøj Sea Worker, der blev brugt i forbindelse med havvindmøller, er nu blevet tømt for de cirka 150.000 liter olie.
Under hele forløbet har der været holdt nøje øje med et eventuelt olieudslip, men det lykkedes ejerne, A2SEA, at tømme Sea Worker uden olieudslip. Det vækker glæde, siger Øivind Hansen, Orlogskaptajn på miljøskibet Gunnar Seidenfade.
- Der har ikke været tegn på udslip, så det har de klaret rigtig fint. De har formået at suge tankene tomme, uden at der er kommet olie ud i havmiljøet, så det er vi godt tilfredse med, siger Øivind Bach.
Efter den succesfulde bjergning er miljøskibet nu draget fra Hvide Sande mod Korsør.
- I går blev vi frigivet, og i morges ankom vi til Korsør, hvor vi nu afventer og er klar til nye opgaver, siger Øivind Bach.
For mere end en måned siden gik Sea Worker på grund to kilometer fra kysten syd for Hvide Sande. Installationsfartøjet blev trukket af en slæbebåd, men kablet mellem de to fartøjer sprang, og de to besætningsmedlemmer ombord blev evakueret.
Siden lå installationsfartøjet stille, mens ejerne, A2SEA, fra Fredericia ventede på bedre vejrforhold. Få dage efter gik det dog helt galt, da Sea Worker pludselig var vendt rundt og lå med benene i vejret.