BSV-spillere jagter landsholdspladser

På hjemmebane mod GOG var der mere på spil end blot en sejr. Flere af BSV-spillerne kæmpede også for at gøre sig positivt bemærket frem mod VM.

øris og hansen
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Bjerringbro-Silkeborg Voel spillerne Nikolaj Øris og Johan Hansen skulle lørdag forsøge at spille sig tættere på en plads på det landshold, der i januar skal spille VM på hjemmebane.

Begge de to fik i mandags en plads i landstræner Nikolaj Jacobsens bruttotrup, men frem mod slutrunden skal der skærres 12 spillere fra, før den endelige trup er fundet.

- Det er et kæmpe skulderklap, at landstræneren tager én i betragtning til bruttotruppen. Det er jeg meget stolt af, siger Johan Hansen.

- Det er selvfølgelig dejligt at få den anerkendelse, men der er jo stadig et lille stykke vej til dem, der skal spille slutrunde til januar. Nu må vi se, om det holder så langt, siger Nikolaj Øris.

Det skulle foregå på hjemmebane, hvor GOG Håndbold kom på besøg. BSV førte 9-7 ved pausen, men i anden halvleg tippede kampen over til gæsterne fra Fyn.

På trods af tre scoringer fra både Nikolaj Øris og Johan Hansen, så endte det med et nederlag på 24-19 til GOG Håndbold, og det var derfor ikke helt tilfredse miner, der lød efter kampen.

- Det gør rigtig ondt lige nu. Jeg tror, vi ligger nu på en fjerde eller femte plads, så der er langt op til førstepladsen, fortalte Johan Hansen.

- Jeg må indrømme, at kampen i dag ikke var en af mine gode kampe, men det skal nok komme, fortalte Nikolaj Øris umiddelbart efter kampen mod GOG Håndbold.

VM-slutrunden bliver afholdt mellem den 10-27. januar og vil foregå i Danmark og Tyskland.

1:51
Da BSV tog imod GOG skulle to spillere også vise, at de fortjener en plads i den endelige VM-trup.