Dom: Mand forsøgte at dræbe kæresten med jagtgevær
Skuddene var også rettet mod mandens papsøn. Manden ankede dommen på stedet.
To skud rettet mod en 51-årig kvinde og hendes søn har fredag udløst syv års fængsel til Michael Reith Beuschau fra Silkeborg.
Det har Retten i Viborg afgjort, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Her blev den nu 52-årige silkeborgenser fundet skyldig i drabsforsøg på sin kæreste 21. marts 2022, da han rettede et haglgevær mod sin dengang 50-årige kæreste og hendes søn og trykkede på aftrækkeren.
- Det er særdeles alvorligt, hvilket fængselsstraffen også afspejler, siger specialanklager Pia Koudahl, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Boede på samme adresse
Skuddene blev affyret på en ejendom ved Allingskovby nordvest for Silkeborg, hvor manden var samboende med de to ofre.
Kvinden og hendes dengang 25-årige søn flygtede ud af boligen, mens manden affyrede skud.
Hun blev ramt af skud og pådrog sig ifølge politiet potentielt livstruende skader.
På den baggrund mente retten, at der var tale om et drabsforsøg.
Den nu 52-årige mand er desuden blev dømt for forsætlig fareforvoldelse ved at have skudt mod den nu 27-årige papsøn, der undgik at blive ramt af haglene.
Den 52-årige blev desuden dømt for besiddelse og anvendelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
- Jeg er tilfreds med, at retten har dømt efter anklagemyndighedens påstand om forsøg på manddrab og forsætlig fareforvoldelse ved at have skudt mod de to personer, siger Pia Koudahl.
Nægtede sig skyldig
Dagen efter drabsforsøget blev den dengang 51-årige mand varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
Han blev i sin tid anholdt uden den større dramatik og erkendte ved grundlovsforhøret, at han havde affyret et våben.
I retten har han dog hele tiden nægtet, at der var tale om drabsforsøg.
Manden ankede dommen på stedet med henblik på at blive frifundet.
Han har siddet varetægtsfængslet siden episoden, og det skal han fortsætte med, vurderede Retten i Viborg.