Entusiaster satser stort på veteranbiler - i Silkeborg viser investor samlingen frem
Dyre biler kan være den nye vej til en god investering. I Silkeborg investeringsobjekterne nu blevet til museum og konferencecenter.
Hvis man har en ordentlig sjat penge, der bare venter på at blive brugt, så kommer her et tip til, hvad de kan bruges på: biler.
For mens aktier, guld og vin nok oftest er det, mange forbinder med investeringer, så er biler nu også for alvor blevet en del af investeringsmulighederne.
Men der skal dog lidt mere luksus til end en klassisk familiebil a la Fiat Panda eller Skoda Octavia.
Det mener i hvert fald Alex Nielsen, der er general manager hos Gubsø Garage i Silkeborg. Her huser de blandt andet Danmarks største samling af Bugatti-biler, men også Porsche, Lotus, Jaguar, Mercedes Benz og Alfa Romeo er en del af samlingen, der åbnede dørene i begyndelsen af juli.
Stedet går under navnet Gubsø Garage, og bygningerne er opført med udgangspunkt i det allerførste Bugatti-værksted i Frankrig. Noget, der ifølge manageren også er med til at tiltrække publikum:
- Det er både bilerne, men også i den grad byggeriet. Nogle kommer helt klart for at se biler, men arkitektonisk er det noget helt andet, end man ser andre steder, og det kan man godt mærke, når folk besøger os, siger han.
Selvom stedet både fungerer som turistattraktion, konferencecenter og restaurant, så går der nok alligevel en rum tid før de dyre biler og specialbyggede bygninger har tjent sig hjem.
- Der er ingen tvivl om, at på sigt er det vores klare ambition, at det her skal være en forretning. Det er ikke kun til pynt eller showoff. Men vi er også så realistiske, at vi godt ved, det kommer til at tage tid. Vi vil gerne give folk nogle anderledes oplevelser, siger Alex Nielsen.
Stor interesse
De mange sjældne Bugattier i Silkeborg er blot et eksempel på, at interessen for særlige og eftertragtede veteranbiler er stigende.
Det vurderer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos onlinemarkedspladsen Bilbasen.
- Der er rigtig mange, der har købt de biler, de har drømt om, forklarer han.
Han peger på, at de berømte biler ikke kun realiserer plakatdrømmen fra drengeværelset. Det kan også være en god investering, som samlingen i Silkeborg viser.
- Priserne er steget rigtigt meget. Det seneste år er priserne på veteranbiler steget 35 procent, siger han.
De professionelle bilkøbere går ifølge Jan Lang efter biler, der er produceret i lille antal. Samtidig sikrer de sig, at bilerne ikke er blevet ændret i årenes løb.