For meget skærmtid kan gå ud over helbredet: Fem råd til at mindske forbruget

Ny forskning peger på, at man kan styrke helbredet ved at nedbringe skærmforbruget.

1:00
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Du er måske én af dem, som bruger mange timer foran skærmen, og måske har du forsøgt at ændre på dine skærmvaner.

Og det kan faktisk være en god idé at gøre.

Ny forskning fra Syddansk Universitet slår nu fast, at børn og unges mentale sundhed kan forbedres, hvis skærmene bliver lagt væk. 

Helt konkret kan to uger i ferien reducere symptomer på angst, tristhed og depression betydeligt hos børn og unge.

Det er ny forskning, men det undrer ikke Arne Bangsgaard Mathiasen, som er indehaver af Dumbphone.dk. Han laver ofte eksperimenter med børn og unge og deres skærmvaner. Og han kan nikke genkende til de tendenser, som nu er kommet frem.

- Jeg oplever ofte, at børnene føler, at det er nemmere at lave lektier, at de bliver mere nærværende, og at får de en bedre trivsel.

Derfor har han her fem råd til, hvordan du kan forbedre dine skærmvaner.

Råd 1: En dumbphone

Det første råd er, at man skifter sin smartphone ud med en dumbphone. 

Tanken er, at man bruger sin dumbphone til at ringe og skrive fra, og at man så bruger sin smartphone eller tablet derhjemme til at ordne ting såsom MitID, MobilePay osv. 

- Den løsning er den mest effektive, fortæller han.

Men hvis man ikke er helt klar på at bytte sin smartphone med en dumbphone, så har Arne Bangsgaard Mathiasen andre råd.

Råd 2: Sort/hvid

Andet råd er, at man sætter skærmen på sin telefon til at være sort og hvid. På den måde vil man måske opleve, at man naturligt får skåret sit forbrug en anelse ned, fortæller han.

- Skærmen er pludselig ikke så fristene at kigge på længere, og man vil højst sandsynligt opleve, at det ikke er lige så tilfredsstillende, at blive hængene på apps som for eksempel TikTok og Instagram.

Råd 3: Sluk for notifikationer

Råd nummer tre er, at man slukker for alle notifikationer, sådan at de ikke laver lyde og tikker frem på skærmen.

Råd 4: Èt samlet sted

Det fjerde råd fra Arne Bangsgaard Mathiasen er, at man samler alle familiens smartphones ét sted i huset. Det kunne for eksempel være ude i gangen, forslår han.

- Hvis man gør det, så tror jeg på, at man naturligt for en mere nærværende hverdag.

Råd 5: Et vækkeur

Femte og sidste råd er, at man anskaffer sig et vækkeur. Ifølge Arne Bangsgaard Mathiasen vil man på den måde bedre kunne efterlade sin smartphone uden for rækkevidde. 

- Så er telefonen ikke det allerførste du tager fat i, når du vågner, forklarer han.


TV MIDTVEST har tidligere lavet et eksperiment på Venø Efterskole, hvor eleverne i ti dage brugte en dumbphone. Se hvordan det gik i linket nedenunder: