Fuld kvinde anholdt: Kørte 15 kilometer som spøgelsesbilist

Politiet anholdt kvinden, da det lykkedes dem at stoppe hende ved Silkeborg.

Motorvejsskilt
Foto: TV MIDTVEST

Natten til lørdag formåede en kvinde at køre mere end 15 kilometer i den forkerte retning på motorvejen, inden politiet fik hende standset.

- Vi får anmeldelsen fra en bilist, der ser hende køre ned på motorvejen ved Låsby. Vi sender en patrulje i den retning, og der er flere biler, der når at se hende og ringer herind, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen. 

I Silkeborg formår politiet at standse spøgelsesbilisten, der viser sig at være en 52-årig kvinde fra Ringkøbing.

- Hun er på vej hjem og er meget spirituspåvirket. Der opstod heldigvis ikke nogen farlige situationer, for der er ikke så mange biler på motorvejen på det tidspunkt, siger vagtchefen. 

Kvinden blev anholdt på stedet og taget ind til en blodprøve og afhøring på politistationen i Silkeborg. Hun blev administrativt frakendt kørekortet, hvilket betyder en midlertidig frakendelse. Det sker, når politiet vurderer, at hendes overtrædelse vil føre til en ubetinget frakendelse, når hun har været for en dommer. 

Kvinden blev løsladt en halv time efter afhøringen.