Janus deler sine grøntsager med 100 mennesker

På dette økologiske landbrug kan du abonnere på dine æg og grøntsager.

4:03
Her kan du se hele udsendelsen om Janus Sølvsten.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Janus Sølvsten er uddannet landmand og har altid haft en drøm om at dele sin høst med andre.

Konceptet kalder han ”Kundebonde.” Det går ud på, at man som kunde abonnerer på hans grøntsager året rundt, og at man må hente, alt det man har lyst til.

- Kundebonde-konceptet er i princippet en stor fælles have, siger Janus Sølvsten, der er landmand og bor i den lille by Sminge ved Silkeborg.

- Medlemmerne og jeg bestemmer i fællesskab, hvad skal vi dyrke, og så er det så mig, der har det overordnede ansvar for, at det hele bliver gennemført, sået og udfører arbejdet, siger han.

Kundebonde-konceptet startede for fire år siden og er vokset fra 30 til 100 medlemmer.
Kundebonde-konceptet startede for fire år siden og er vokset fra 30 til 100 medlemmer.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Som medlem må man frit hente alle de grøntsager, man har lyst til. Men fordi det er et solidarisk landbrug, skal man, udover den faste månedspris på 425 kroner per voksen, også lægge seks timers frivillig arbejdskraft i projektet om året.

- Da det var forår, var vi med til at så selleri og kål. Og så er det bare fantastisk at komme herud nu og se, at her er det vokset op, og så kan man høste det. Og bare duften af det, jamen, siger Mette Grün Bundgaard, der er kundebonde og bor i Silkeborg.

- Man finder ud af, hvor begrænset udvalget er i dagligvarebutikkerne

Medlemmerne vælger selv, om Janus skal hente grøntsagerne på marken og komme den ind i en afhentningsvogn, eller om de selv vil komme forbi hans gård, Blakgården, og have fingrene i jorden. Mange vælger det sidste.

- Jeg har egen have, og vi har også haft en del af det som urtehave. Men her er der mange flere ting at vælge – der er jo et virvar af ting, og der er også noget, jeg ikke aner, hvad er faktisk – endnu da, siger Mette Grün Bundgaard.

Frederikke Elisabeth Steffansen har indrettet et ekstra køleskab i hjemmet, fordi hun og hendes mand og deres tre børn er begyndt at spise mange flere grøntsager.

- Det, der tiltaler mig, er, at det er meget givende at have så tæt en kontakt til kunderne,siger Janus Sølvsten.
- Det, der tiltaler mig, er, at det er meget givende at have så tæt en kontakt til kunderne,siger Janus Sølvsten.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

- Når man bliver bevidst om, hvor begrænset et udvalg, man faktisk kan få i dagligvarebutikkerne. Man kommer herud og ser, at man kan spise så mange flere grøntsager, og at man får lyst til at spise så mange flere grøntsager. Det er virkelig en stor kvalitet, siger Frederikke Elisabeth Steffansen, der er Kundebonde og bor i Sminge.

Og selvom det koster lidt mere end 10.000 kroner for hendes familie at spise så grønt, så er det det hele værd.

- Når man går ned i supermarkedet og køber et broccoli, der koster tyve kroner, så køber man måske ikke to eller tre. Men her kan man tage tre, hvis man virkelig spiser tre broccoli. Så det der med at tælle kroner og øre, det gør vi ikke, fordi vi ved, vi giver de her penge pm måneden, og så tager vi det, vi kan spise, siger hun.

Det solidariske landbrug er meget udbredt i blandt andet Tyskland, England og Holland.