Konservatorer forsøger at redde Jorn-maleri: - Alt tyder på, at det får varige mén

Asger Jorn-maleriet, som fredag blev udsat for hærværk på Museum Jorn i Silkeborg, får med stor sandsynlighed permanente skader, fortæller museumsdirektøren.

På billedet kan man se, det kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard har skrevet med tusch på maleriet.
På billedet kan man se, det kunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard har skrevet med tusch på maleriet.
Foto: Museum Jorn

Lige nu forsøger konservatorer at rette op på de skader, som Asger Jorn-maleriet ”Den Foruroligende Ælling” har fået, efter det fredag blev overhældt med flydende lim og skrevet på med tusch på Museum Jorn i Silkeborg.

- Vi håbede, at man kunne fjerne den meget kraftige kontaktlim, mens den var fugtig, men den er tilsyneladende nået at trække ned i malingen. Vi ved endnu ikke, om man kan fjerne tuschen. Men alt tyder på, at maleriet får varige mén, siger Jacob Thage, der er direktør for Museum Jorn.

Kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard indrømmede efterfølgende i et Facebookopslag, at det var hende, der havde tværet lim på maleriet og skrevet sit navn derpå i. 

Og hvad der ifølge en video af episoden tog omkring et minut at udføre, skal konservatorerne nu bruge noget længere tid på at fjerne igen.

- Det kommer til at tage måneder at reparere det. Det er et meget stort stykke arbejde, der ligger foran dem. Det er rigtig, rigtig trist, siger museumsdirektøren.

Dobbelt uforståeligt

Hændelsen skete fredag omkring middagstid, og her et døgn efter er han stadig ked af det og rystet over, hvad der er sket.

- Jeg synes ikke, at vold og hærværk kan retfærdiggøres ved at kalde det kunst. Og det billede, det er gået udover, handler jo netop om Jorns kamp mod vold og krig. Derfor føles det også dobbelt uforståeligt.

- Vi er kede af, at vi bliver brugt som platform til at skabe kunst, som er så fremmed for os, siger Jacob Thage.

Fredag eftermiddag kunne Midt- og Vestjyllands Politi oplyse, at de havde anholdt en 44-årig kvinde for hærværket, og at hun var blevet afhørt og løsladt igen. Politiet ville dog ikke bekræfte, om den anholdte var Ibi-Pippi Orup Hedegaard.

Museumsdirektøren forventer at vide mere om maleriets tilstand og skader mandag.