Overlæge om besparelser på sygehuset i Silkeborg: - Noget nær det værst tænkelige

Region Midtjylland skal spare penge, og det kommer blandt andet til at gå udover sygehuset i Silkeborg.

Regionshospitalet Silkeborg set fra oven.
Regionshospitalet Silkeborg set fra oven.
Foto: Region Midtjylland

Det kommer til at have store konsekvenser for Regionshospitalet Silkeborg, at der i nat blev landet en aftale om en spareplan i Region Midtjylland.

Sådan lyder det i dag fra formanden for hospitalets overlæger.

- Det er noget nær det værst tænkelige. Vi er rystede, fortæller Henning Glerup, der er overlæge på Regionshospitalet Silkeborg.

Opgaven for regionsrådspolitikerne gik på at finde 364 millioner kroner i besparelser, og efter 14 timers forhandlinger landede alle partier med undtagelse af Enhedslisten en aftale. Aftalen betyder blandt andet en ny virkelighed for Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg.

Centret, der blandt andet behandler patienter med hjertekarsygdomme, lungesygdomme og mavesygdomme, skal nemlig omdannes til en medicinsk dagklinik, og det betyder, at den kun skal have åbent i dagtimerne.

Afdelingen skal derfor ikke længere have sengepladser, og det betyder, at de mellem 3000-4000 visiterede akutte medicinske patienter, der hvert år bliver indlagt på stedet, nu skal til andre af regionens hospitaler.

- Vi har 34 medicinske senge, som altid er fyldt til randen. De skal jo så nu flyttes til Gødstrup eller Viborg, og der er de i forvejen belastet til bristepunktet, så jeg tror ikke, man har regnet den helt ud, fortæller Henning Glerup.

Henning Glerup er overlæge på Regionshospitalet Silkeborg og samtidig formand for hospitalets overlæger.
Henning Glerup er overlæge på Regionshospitalet Silkeborg og samtidig formand for hospitalets overlæger.
Foto: TV MIDTVEST (arkiv)

- Der er ikke noget optimalt i det her

Besparelserne kommer, fordi Region Midtjyllands økonomi ikke kan følge med de stærkt stigende behov for medicin og sundhedsydelser.

Derudover har inflationen også spillet ind på de mange millioner kroner, som regionspolitikerne har skullet finde.

- Der er ikke noget optimalt i det her. Det optimale er, at vi havde bevaret Silkeborg Sygehus, som det er, men vi står jo med kæmpestore økonomiske udfordringer. Vi er nødt til at lave store strukturelle ændringer, for det kan ikke spares alene på driften, fortæller Annette Roed (S), der er næstformand i hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Udelukker lukning af sygehuset

Anette Roed fortæller, at patienter med de allermest livstruende sygdomme hele tiden er blevet fragtet til Viborg og Gødstrup, og derfor kommer besparelserne ikke til at gøre nogen forskel for dem.

Hun siger derudover, at besparelserne ikke er begyndelsen på en lukning af sygehuset i Silkeborg.

- Jeg ser på ingen måde en fuldstændig lukning af sygehuset i Silkeborg for mig. Tværtimod er der et ønske om at styrke den innovative del. Derfor bevarer vi universitetsklinikken, og der vil der også være sengepladser, så der forsat er mulighed for at lave medicinske observationer, imens man har patienter indlagt, lyder det fra Annette Roed.

Annette Roed er socialdemokrat og næstformand i Region Midtjyllands hospitalsudvalg.
Annette Roed er socialdemokrat og næstformand i Region Midtjyllands hospitalsudvalg.
Foto: Foto: Laura Tang Thomsen, TV MIDTVEST/Redigering: Claus Klok, TV MIDTVEST

Selvom der stadig er mulighed for at observere indlagte patienter, tror Henning Glerup stadig, at det kan have en negativ effekt på universitetsklinikken, at der bliver fjernet sengepladser.

- Regionshospitalet i Silkeborg er ikke en del af problemet. Vi er en del af løsningen. Vi er lige blevet kåret som det bedste uddannelsessted i Danmark, fordi vi finder nye måder at gøre tingene på, men det er svært at tiltrække yngre, hvis man skærer i sengepladserne, fortæller han.

Udover Diagnostisk center bliver også Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg ramt. Den har i årevis været en af de bedste steder at få lavet hofte- og knæoperationer, men fremover skal den holde åbent på hverdage.