Træer ved Søtorvet i Silkeborg er blevet forgiftet
Politiet skal nu efterforske hærværket.
To træer ved Søtorvet i Silkeborg har fået boret huller i et forsøg på at få træerne til at gå ud.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Thomas Damgaard, der er teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune, oplyser til TV MIDTVEST, at der er blevet boret huller i træerne og sandsynligvis derefter hældt gift i hullerne.
- Der er tale om meget groft hærværk, og vi har valgt at anmelde det til politiet, fordi det her ikke må være en tendens, der breder sig, siger Thomas Damgaard, der er teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune til TV MIDTVEST.
Træerne står ved åen i Silkeborg neden for det nye bolig- og caféområde på Søtorvet. Der er tale om et egetræ og en rødel, der ifølge kommunen er blevet udsat for hærværk.
Træerne anslås at være omkring 35-40 år gamle.
Det vides ikke, om egetræet og rødellen vil bukke under for hærværket, eller om det lykkes for fagmedarbejderne hos kommunen at redde træerne.
- Vi ser meget alvorligt på det her, og det er slet ikke en adfærd, vi har tænkt os at acceptere, siger Thomas Damgaard.
Politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg Kenn Sølvkær Jensen bekræfter, at politiet har fået en anmeldelse fra kommunen.
- Vi efterforsker selvfølgelig sagen, siger han.
Politikommissæren oplyser, at det kan blive dyrt, hvis det viser sig, at en person kan stilles til ansvar for hærværket.
- Man får en bøde, som svarer til prisen på at reetablere træet. Det er dyrt, for det er et gammelt træ, siger han.
Hærværket på de to træer er blevet begået i perioden september 2023 til 21. maj 2024.
At det kan være en bekostelig affære at erstatte ødelagte træer, vidner en tidligere sag fra Silkeborg om.
Silkeborg Kommune har i en anden sag for nylig indgået forlig med AP Ejendomme, som bærer ansvaret for, at en stribe fredede, bevaringsværdige træer i 2023 blev fældet ved en fejl.
Erstatningssummen er landet på 1,8 millioner kroner i alt.