Vildt at være Alexander lige nu: Ustyrlige Lind forlænger Silkeborgs sejrsstime mod Viborg
Superligatopscorer Alexander Lind scorede begge mål, da Silkeborg vandt sin femte kamp superligakamp i træk.
Et uhyre formstærkt Silkeborg-mandskab vandt søndag for femte kamp i træk i Superligaen, da holdet i niende runde slog Viborg FF med 2-0 på hjemmebane.
Den brandvarme ligatopscorer Alexander Lind scorede begge værternes mål.
- Det var vildt. Det var dejligt at kunne lave to igen, så skønt, siger Alexander Lind til TV MIDTVEST.
Med dagens to kasser har SIF-angriberen scoret i syv superligakampe i træk.
Hvordan er det at være Alexander Lind lige i øjeblikket?
- Det er selvfølgelig meget vildt, men det tænker jeg ikke rigtigt så meget over. Jeg tager en kamp ad gangen, og så må vi se, hvad der sker, siger han til TV MIDTVEST.
VFF med få chancer
Viborg FF havde søndag ikke meget at skyde med i kampen, hvor holdet stort set ikke skabte nogen målchancer, og derfor var resultatet ganske fortjent.
Med sejren spiller Silkeborg sig helt op på andenpladsen i Superligaen blot tre point fra førerholdet FC København.
Viborg ligger fortsat nummer otte med ni point.
Kampen startede roligt og afventende, hvor begge hold forsøgte at brodere sig gennem modstanderens defensiv med tålmodig og risikofri boldomgang.
I en ligeværdig og chancefattig første halvleg, der var præget af to forsigtigt spillende hold, brød Silkeborg dødvandet efter 33 minutter.
Lind var hurtigst over en ripost tæt ved gæsternes mål og kunne prikke bolden ind over målstregen til en 1-0-føring til værterne, hvilket også var stillingen ved pausen.
Tre minutter inde i anden halvleg fordoblede topscoreren sin egen og holdets måltotal, da han efter et hurtigt kontraangreb endnu engang udnyttede en ripost i Viborg-feltet og gjorde det til 2-0.
Målet så ud til at tage modet fra Viborg, og Silkeborg satte sig i anden halvleg på kampen og virkede i kontrol med høj boldbesiddelse og sikkert pasningsspil.
I kampens afslutning forsøgte Viborg at lægge et tryk på værterne, men holdet formåede aldrig at finde det spændingsskabende reduceringsmål, og dermed kunne Silkeborg notere sig for sin femte sejr i træk.
/ritzau/