29 ansatte på Skive Kaserne sigtet for at købe narko

Forsvaret sætter nu for første gang tal på, hvor mange ansatte der er sigtet i en omfattende salg om salg af kokain.

Skive Kaserne
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

29 ansatte fra Ingeniørregimentet på Skive Kaserne er blevet sigtet for at købe kokain.

Det oplyser Forsvaret til TV MIDTVEST.

Sigtelserne kommer i kølvandet på anholdelsen af flere medlemmer af Porsche-banden i Skive.

I november blev syv medlemmer af banden varetægtsfængslet for omfattende salg af kokain, og kort efter bekræftede Forsvarskommandoen, at der var flere ansatte på Skive Kaserne blandt de mange, der blev sigtet for at købe narko af banden.

Dengang ville Forsvaret ikke sætte tal på de sigtede på kasernen, men det er altså sket nu - og sagen bliver taget meget alvorligt, siger oberst Susanne Lund, der er chef for kommunikation i Forsvarskommandoen.

- Det er ikke foreneligt med at være soldat, at man er rodet ind i sådan nogle ting. Nu er medarbejderne sigtede. Der er ikke nogen, der er dømt endnu, men vi tager det meget alvorligt, siger hun.

Forsvaret oplyser, at de fleste af de sigtede erkender sig skyldige, så sagen kan afgøres ved, at de betaler et bødeforlæg. Der er dog også enkelte, der nægter sig skyldige og dermed kan se frem til, at sagen skal afgøres i retten.

1:03
Interview med oberst Susanne Lund fra Forsvarskommandoen.

Uden sikkerhedsgodkendelse intet job

Susanne Lund kan endnu ikke sige, om de sigtede vil kunne beholde deres arbejde.

- Hvis man bliver dømt, vil vi lave en konkret individuel vurdering af den enkelte i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Og hvis det vurderes, at de ikke kan opretholde deres sikkerhedsgodkendelse, så bliver medarbejderne afskediget, siger hun.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste torsdag, at man regner med, at i alt 260 personer vil blive sigtet for at købe kokain af Porschebanden. 

Lederen af efterforskningen, politikommissær Christian Toftemark, har denne kommentar til, at flere af de sigtede har en militær baggrund:

- Jeg synes, at er der ærgerligt, at folk, som man viser den tillid at være på en kaserne, samtidig har et kokainforbrug.

Jørgen Christian Pedersen, der er fællestillidsmand for konstabler og korporaler ved Ingeniørregimentet, kalder det ærgerligt, at 29 af hans kolleger nu er sigtet for narkokøb.

Han peger dog samtidig på, at der er 1000 ansatte på kasernen og mener derfor, at det samlede problem er meget lille.

- 29 sigtede er 29 for mange. Vi skulle slet ikke have nogle sigtede, men da vi er en del af samfundet, har vi også nogen, der er sigtede, siger fællestillidsmanden.

For oberst Susanne Lund er der ingen tvivl.

- Det er ikke foreneligt med vores kultur, at man anvender stoffer.

- Vil I så arbejde med kulturen fremadrettet?

- Nu mener jeg ikke, at vi nødvendigvis har et kulturproblem, men det er selvfølgelig noget, vi tager utroligt alvorligt, siger hun.

Kl. 15.23. Artiklen er opdateret med kommentarer fra Forsvarskommandoen.

2:26