Ægtepar stævner ud i 16 måneder – vil være herrer over deres egen tid

Coronavirus var ved at sætte en stopper for Camilla og Sebastians store rejseplaner. Nu er de endelig klar.

Sebastian og Camilla Westerhoff skal sejle Europa rundt på 16 måneder.
Sebastian og Camilla Westerhoff skal sejle Europa rundt på 16 måneder.
Foto: Peter Pedersen

Det næste års tid bliver et ægtepar fra Skives liv fyldt af bølgeskvulp og nye oplevelser.

Camilla Hjorth Westerhoff og Sebastian Westerhoff har gjort noget, som mange drømmer om.

De har rykket de næste 16 måneder ud af kalenderen for at udleve en drøm om at stikke til søs og sejle Europa rundt i deres egen sejlbåd.

- Det bliver en kæmpe forløsning at komme afsted. Vi har glædet os i flere år, men det er nok ikke helt gået op for os endnu, at vi skal afsted, og at der går så lang tid, før vi kommer hjem igen. Det er lidt mærkeligt, fortæller Camilla Hjorth Westerhoff.

Parret købte båden for fem år siden og har sparet op til rejsen lige siden. Parret har sejlet længere ture flere gange tidligere, men det er første gang, de skal sejle i så lang tid.

Coronavirus var ved at ødelægge rejsen

Det var oprindeligt meningen, at de skulle have stævnet ud i april, men der lukkede coronavirus store dele af Europa ned.

Nu er de endelig ved at være klar til at lette anker. Det sidste benspænd er et ødelagt ror, der først skal laves.

- Vi havde glædet os til at skulle afsted onsdag, men vi vidste godt, det var lidt et sats. Vi håbede, det var en hurtig reparation, men det er sjældent tingene flasker sig 100 procent, når man har båd, fortæller Sebastian Westerhoff og tilføjer:

- Det er ikke altid en dans på roser, men det havde sgu nok også været kedeligt.

De sidste reparationer på sejlbåden mangler, før parret kan komme afsted. 
De sidste reparationer på sejlbåden mangler, før parret kan komme afsted. 
Foto: Peter Pedersen

Nu er planen, at parret skal afsted torsdag.

- Det bliver skønt. Så kan jeg koble helt af. Jeg har virkelig haft stress på for at få det hele klar, fortæller Sebastian Westerhoff.

Vil ikke udsætte drømme

Parrets planer om at sejle rundt i Europa i 16 måneder har krævet stor planlægning. Begge har fået orlov fra deres respektive job på Flyvestation Karup og hos Midt- og Vestjyllands Politi. De har solgt deres ene bil og boet på båden for at spare op.

Målet har hele tiden været at få en pause og et frirum fra hverdagen.

- Vi har et langt arbejdsliv foran os, så vi tænkte bare, at det var nu. Vi har heller ikke nogen børn at tage hensyn til. Det er en drøm at have 16 måneder til at rejse rundt, hvor man selv er herre over sin tid og kan fylde den ud med det, man gerne vil, siger Camilla Hjorth Westerhoff.

De er begge enige om, at der ikke er nogen fornuft i at udsætte sine drømme længere tid end højst nødvendigt.

- Jeg har mistet min mor for nylig. Det har sat tingene i perspektiv. Man er nødt til at leve livet nu. Det nytter ikke noget, man knokler fra 8-16 og sparer op hele sit liv, så man kan tage af sted, når man går på pension. Det er ikke sikkert, at man er her til den tid. Det er heller ikke sikkert, man har kræfterne, siger Sebastian Westerhoff.

Sejlads kan ikke planlægges

Parret har ikke en særlig udførlig plan for, hvad de skal nå på de 16 måneder. Sejlerlivet har lært dem, at det ikke kan lade sig gøre. 

- Man er lidt overladt til vejrguderne og teknikken. Det bliver man nødt til at affinde sig med, og man skal lære at sige ’pyt’. Det kan godt være, man ikke når det, man gerne ville, men så når man noget andet godt, siger Camilla Hjorth Westerhoff.

De ved dog, at de skal sydpå.

- Vi har altid været helt vildt fascineret af den østlige del af Middelhavet - Grækenland og Tyrkiet. Det bliver nok det lange ben foran ned langs Frankrig, Spanien og Portugal, og så kan vi sætte tempoet ned, siger Sebastian Westerhoff.

Parret starter med at sætte kursen mod København, hvor de skal mødes med venner og familie, inden de for alvor letter anker.

0:30
Et ægtepar fra Skive har rykket de kommende 16 måneder ud af kalenderen for at udleve en drøm.