Amatørarkæolog: - Du ved aldrig, hvad der dukker op

Danskerne finder jordskatte fra fortiden som aldrig før, og amatørarkæologerne er med til at gøre os lidt klogere på Danmarkshistorien.

Hjalte Mølgaard fra Fur bruger seks timer om ugen på at jagte danefæ.
Hjalte Mølgaard fra Fur bruger seks timer om ugen på at jagte danefæ.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det er lyden af fortid, når metaldetektoren bipper i hånden på en af landets mange amatørarkæologer.

De finder jordskatte fra fortiden som aldrig før. Mere end 2500 danskere har fået breve om godtgørelse for deres fund.

Men for amatørarkæologen Morten Olesen handler det ikke om pengene. Det handler om spændingen.

- Det er utroligt spændende, for når metaldetektoren bipper, så ved du aldrig, hvad der dukker op af jorden, siger amatørarkæologen fra Vorde mellem Skive og Viborg.

Nationalmuseet udbetalte sidste år rekordhøje 7,7 millioner kroner til amatørarkæologer for fund af danefæ.

Her er nogle af Morten Olesens fund. De tæller bl.a. nogle mønter fra 1771.
Her er nogle af Morten Olesens fund. De tæller bl.a. nogle mønter fra 1771.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Klogere på historien

Morten Olesen har i otte måneder været på jagt med metaldetektoren efter levn fra fortiden.

- Der er folk, der går 15-20 år, som aldrig finder noget, og så var jeg så lige heldig. Men det er det samme med syv rigtige i lotto. Der er nogen, der vinder, og så er der nogen, der aldrig vinder, siger han.

En anden, der elsker at gå på jagt med metaldetektoren, er Hjalte Mølgaard fra Fur.

- Det er så sjovt, når der endelig dukker noget frem om, hvem der har gået på de marker her før mig, siger han.

Han fortæller, at de fleste dusører ligger på et par hundrede kroner og i få tilfælde et par tusinde.

Øget interesse for danefæ

Siden Hjalte Mølgaard begyndte at lede for fem år siden, har han sendt godt 60 stykker danefæ ind til Nationalmuseet - og han er ikke den eneste.

Interessen for at finde danefæ er ifølge Nationalmuseet i vækst. De modtager så meget danefæ, at de har svært ved at følge med.

- Det er helt uvurderligt, at vi har dem til at gå rundt. Vi kunne ikke selv nå det, fortæller Ellen Østergaard,
museumsinspektør på Arkæologisk Afdeling, Museum Salling.

Når Nationalmuseet har vurderet dem, bliver de gerne lånt ud til lokale museer, hvor de hører til. 

- Her er detektorfolk en helt uvurderlig stor hjælp til at stykke vores lokalhistorie sammen. De går rundt og finder de her små stumper, som måske er uanselige, men som i det store hele er en del af vores Danmarkshistorie, siger Ellen Østergaard fra Museum Salling.

Den største enkeltstående dusør, som Nationalmuseet udbetalte i 2018, var på 1,1 millioner kroner. Den var for Fæsted-skatten, som blev fundet på Vejen-egnen.

2:26
Danskerne finder jordskatte fra fortiden som aldrig før. Nationalmuseet udbetalte sidste år rekordhøje 7,7 millioner kroner til amatørarkæologer for fund af Danefæ.