Drømmehjem

​​​​​​​Andreas ville gerne have haft et slot - nu renoverer han på 21. år

Det tager mange år at renovere en firlænget gård fra 1880, når det skal se autentisk ud og laves med 80 procent genbrugsmaterialer.

Andreas Svane er snedker og bådebygger og har været i gang med at renovere sit drømmehjem i Salling i to årtier.
Andreas Svane er snedker og bådebygger og har været i gang med at renovere sit drømmehjem i Salling i to årtier.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

De fleste havde formentlig fået nok af at renovere, hvis de havde været i gang i mere end et par år, men ikke Andreas Svane. Han knokler nu på 21. år med at renovere sit og konens drømmehjem.

- 80 procent er lavet med genbrugsmaterialer, og det er ikke bare at banke sammen som et klikgulv fra IKEA. Det tager mega lang tid, før det er, som det skal være, og vi vil gerne have det til at se nogenlunde autentisk ud, siger han.

I 1999 faldt han for den gamle firlængede gård fra 1880, som ligger i Grættrup i Salling. Den kostede 350.000 kroner og trængte til en kærlig hånd.

- Man kan ikke sige, at ham den gamle Arne, vi købte det af, har passet på det, men han havde i hvert fald ikke investeret nogen penge i det. Det var i noget dårlig stand, men jeg synes ikke, det var værd at rive ned. Det var urørt og lige til at gå i gang med.

Gården er fra 1880 og ligger i Grættrup i Salling. Facaden mangler stadig at blive kalket.
Gården er fra 1880 og ligger i Grættrup i Salling. Facaden mangler stadig at blive kalket.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Holder 100 år

Nu har han så været i gang i to årtier. Andreas er snedker og bådebygger, og derfor kan og vil han også lave det hele selv.

- I virkeligheden ville vi gerne have haft et slot, men det havde vi ikke råd til, og så ville jeg nok heller aldrig blive færdig. Nu laver vi det her som det, vi har drømt om, siger han.

Det er alt fra gulve og lofter til vinduer og døre, som Andreas selv har snedkereret eller genbrugt ud af de gamle byggematerialer, som han har samlet på, siden han var dreng.

På badeværelset kan man godt se, det er en bådebygger, der bor her - der er lidt skibsstemning. Gulvet er lavet af gamle forretningsvinduer, som Andreas var med til at pille ud i Skive. Han kunne med det samme lugte, at det var teak.
På badeværelset kan man godt se, det er en bådebygger, der bor her - der er lidt skibsstemning. Gulvet er lavet af gamle forretningsvinduer, som Andreas var med til at pille ud i Skive. Han kunne med det samme lugte, at det var teak.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Jeg lever af at restaurere og har altid godt kunne lide gamle ting. Vinduerne her er måske fra 1880, og de er ikke særlig kønne udenfor, men de kan sagtens laves igen og holder nemt 100 år. Det vil moderne vinduer ikke gøre, og i mine øjne ville de også se helt forkerte ud i et gammelt hus, som har sat sig.

Det er i høj grad, Andreas' store lager af gamle byggematerialer, der har bestemt, hvordan huset er kommet til at se ud. Gamle døre fra København er eksempelvis blevet lavet om til høje paneler.

1:06
Andreas har samlet på gamle byggematerialer, siden han var dreng. Nu har han to længer fyldt med værksted, gamle brædder, døre og vinduer, som han bruger i renoveringsprojektet.

Bryster i dørstykkerne

Alle dørstykker og gerigter med udskæringer og detaljer har Andreas også selv lavet. Og der er en særlig grund til, at de er kommet til at se ud, som de gør.

- Jeg kan godt lide bryster, så der skulle sådan et par på mine døre, siger han og griner.

- Og så har jeg altid været fascineret af dørstykker især i de gamle københavneropgange. Det har jeg altid godt kunne tænke mig, så det måtte jeg i gang med, og jeg er blevet ret godt tilfreds.

Bryster på rækker før de blev sat op som dørstykker i Andreas Svanes døre inde i huset. Se det færdige resultat i indslaget nedenfor.
Bryster på rækker før de blev sat op som dørstykker i Andreas Svanes døre inde i huset. Se det færdige resultat i indslaget nedenfor.
Foto: Andreas Svane

Der ligger stadig 5-6 års arbejde foran Andreas, før han er helt færdig med renoveringen af den 140 år gamle gård. Hele 1. salen er under opbygning, og facaden mangler også at blive vandskuret.

Du kan møde Andreas i andet program i boligserien Drømmehjem.

På billedet ovenfor ses to ret forskellige firelængede gårde. Den til venstre er Andreas Svanes fra 1880, som ligger i Salling. Den til højre i billedet er kun et par år gammel og ligger i udkanten af Thisted. Du kan komme med indenfor i dem begge i andet afsnit af Drømmehjem.

8:54
I andet afsnit af boligserien Drømmehjem besøger vi en renoveret gård fra 1880 i Salling og en nyfortolkning af den firlængede med en fantastisk udsigt til Thisted.