'Bankbud' havde succes med sine svindelnumre: Så mødte han 94-årige Margit

Ifølge 'en mand fra banken' var 94-årige Margit Søndergaard ved at blive bestjålet for tusindvis af kroner. Men skurken havde udset sig det forkerte offer.

1:02
94-årige Margit Søndergaard kvitterede med en dør i hovedet, da et 'bankbud' lige skulle have hendes kreditkort.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det var såmænd en venlig nok stemme, der forleden præsenterede sig i Margit Søndergaards telefon. Men trods sine 94 år konstaterede Margit Søndergaard stille og roligt, at der foregik noget lorent. 

 - Det var en mand, der sagde, at der var ved at blive taget nogle penge fra min konto et sted nede i Spanien. Så spurgte han i telefonen, om jeg havde nogle bekendte dernede, og det forstod jeg da ingenting af, siger Margit Søndergaard, der bor i Skive. 

Hun syntes, det hele virkede mystisk, men manden i røret lød fornuftig nok. Så da han bad om Margit Søndergaards kontonummer, oplyste hun det.  

Derefter lagde 'bankbudet' røret på, men en halv times tid senere, hang han igen i telefonen.

- Han skulle bruge mit kort, så han kunne få det sidste ordnet. Han sagde, han ville komme forbi og hente mit kort, og der gik ikke to minutter, før han stod herude, siger Margit Søndergaard. 

Men selvom det var en 'nydelig' ung mand, der tonede frem i døren, gik det pludselig op for Margit Søndergaard, at han ikke kunne have helt rent mel i posen.  

- Jeg kom heldigvis til fornuft. Så sagde jeg, du får i hvert fald ikke mit kort, og så smækkede jeg døren i. Så fik han ikke sagt mere, siger Margit Søndergaard. 

0:23
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Kan jeg tillade mig at være stolt? 

Fra døren blev smækket i, gik det stærkt. Margit Søndergaard fór nemlig ind og ringede 1-1-4 og fik fat i politiet. De sendte med det samme en patrulje ud at lede på baggrund af Margit Søndergaards signalement, og det gav pote. 

Politiet fandt frem til manden, der viste sig at være 22 år. Han blev kædet sammen med en række andre lignende sager, og fredag tilstod han 14 tilfælde af bedrageri . 

Foruden den 22-årige mand anholdt politiet også en 21-årig kvinde, der dog nægter sig skyldig. De er begge varetægtsfængslet i fire uger, og ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Viggo Moustgaard Rækby var Margit Søndergaards indsats helt afgørende. 

- Vi er rigtig glade for den snarrådighed, Margit Søndergaard udviser her. Alderen taget i betragtning er det imponerende, at hun er så resolut. Det er lige det, vi gerne vil have, siger vagtchefen. 

For Margit Søndergaard betyder det meget at have medvirket til en vaskeægte svindlerfangst. 

- Jeg er da egentlig lidt stolt af, at det har givet et resultat, når det er sådan nogle barylere, der har lavet så mange ulykker, de har fået fanget, siger Margit Søndergaard og afslutter.

- Kan jeg ikke godt være lidt stolt af det?