Biler i voldsomt sammenstød: En person er i kritisk tilstand

To biler ramte hinanden i et kryds i Skive søndag eftermiddag. Der er mistanke om indre blødninger hos en af de involverede.
To biler ramte hinanden i et kryds i Skive søndag eftermiddag. Der er mistanke om indre blødninger hos en af de involverede.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

To biler ramte hinanden i krydset mellem Egerisvej og Sønder Boulevard i Skive søndag eftermiddag.

Tre mennesker kom til skade, og politiet og brandvæsnet måtte sammen hjælpe de involverede.

- Vi får anmeldelsen klokken 16.22 på 112. Der er tre ambulancer til stede, siger Jesper Brøndum, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Det vides endnu ikke, hvordan uheldet skete, men det er gået voldsomt for sig, og brandvæsnet havde derfor fået lidt af en opgave for, da de ankom.

- Vi har klippet to døre af en bil og hjulpet lidt til ved den anden bil også. Sønder Boulevard ud af byen er spærret i lyskrydset. Der går vel 20 minutter, så er vi færdige. Vi skal bare have den sidste bil trukket væk, siger Jesper Ørum, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.

Der sad henholdsvis to i den ene bil og en i den anden, og de er nu på vej til behandling på sygehuset.

- De tilses i ambulancen. Der er en, der er kritisk, muligvis med indre blødninger, siger Jesper Brøndum til TV MIDTVEST.