Elever har snydt med mobilepay i frokostbod: Nu giver politiet opsang

SSP, kommune, skole og forældre har samarbejdet i bedragerisagen, som er foregået i skoleboden på Højslev Skole.

Eleverne har blandt andet vist falske betalingskvitteringer for at snyde sig til frokost i skolens bod.
Eleverne har blandt andet vist falske betalingskvitteringer for at snyde sig til frokost i skolens bod.
Foto: Erik Refner

Det er nemt og hurtigt at klare sine betalinger med mobilepay. Når man betaler vel at mærke.

Det har 27 elever, alle under 15 år, undladt at gøre i en stribe tilfælde af bedrageri i frokostboden på Højslev Skole nær Skive.

En træls og principiel sag, lyder det fra lokalpolitiet i Skive.

- Kommunen, SSP, skolen og forældre var tirsdag samlet til et møde, hvor der blev givet en ordentlig opsang. Alle eleverne har erkendt bedrageriet, og sigtelserne er frafaldet på grund af deres alder, siger politikommissær Lars Mikkelsen.

- Det er en rigtig træls sag, som vi naturligvis er glade for at have fået styr på i en fart. For det er en glidebane at begynde på sådan noget, og det tror jeg også, eleverne ved nu, lyder det.

Viste falske mobilepay-kvitteringer

Bedrageriet er foregået via mobilepay-appen, som i forbindelse med betalinger viser en digital kvittering på, at overførslen af penge er fuldført og godkendt.

Her har eleverne blandt andet gemt skærmbilleder af gamle kvitteringer og vist dem i boden, som var de nye, mens de i flere tilfælde også har undladt at swipe betalingerne igennem på telefonen.

Ifølge politiet er der svindlet for alt imellem 12 og 300 kroner. Penge, som eleverne alle har betalt tilbage igen.

- Udover politiets opsang om konsekvenser er alle eleverne også blevet afhørt. Det har simpelthen handlet om at gøre dem klar over, hvad de har gjort i form af en præventiv bekymringssamtale.

- Men nu er alt udret og afsluttet. Vi er rigtig glade for, at der er kommet styr på det inden sommerferien, siger Lars Mikkelsen.

Skoleleder: - Det er alvorligt

Skoleleder Louise Høybye ser alvorligt på situationen.

- Det er alvorligt. Det er et firma som kommer udefra og betjener eleverne i Frokostbussen.

- Det har været et større samarbejde mellem skolen, SSP og politiet. Heldigvis har forældrene hjulpet med at tage sig af det, så vi kunne rykke hurtigt, lyder det fra Louise Høybye.

Politiet opfordrer skolens forældre til at få talt episoden igennem med deres børn.