En mester i ord og billeder: Multikunstner er mere kendt i udlandet end i hjembyen Glyngøre
Knud Steffen Nielsen fra Glyngøre er både billedkunstner og digter og nu uhelbredeligt syg af kræft. Men det stopper ham ikke.
Knud Steffen Nielsens hjerte rummer to store passioner: Kærligheden til bogstaver, som bliver til digte. Og kærligheden til form og farver på de store lærreder.
Den kombinerede digter og billedkunstner bor i Glyngøre, der især er kendt for Rosa med kagerne og cykelhelten Vingegaard. Men den lille by har altså også denne multikunstner, der er mere kendt i udlandet både for sine digte og malerier, end han er i hjembyen.
- Det er to adskilte verdener at skrive og male, selvom de kommer fra den samme mand, forklarer Knud Steffen Nielsen og tilføjer:
- Når jeg maler, tømmer jeg hovedet for dagligdagens trækasserier og forsvinder ind i det. Jeg forestiller mig, det er lige som at spille et klaverstykke.
Dødsdom blev et vendepunkt
Kunstneren er oprindelig uddannet lærer, men de sidste 17 år har han koncentreret sig hundrede procent om sin kunst. Han er en efterspurgt foredragsholder og oplæser både rundt omkring i Danmark og på udenlandske universiteter og bogmesser.
- Jeg skriver om hverdagsagtige ting, alt det der undrer mig, men også om de store eksistentielle spørgsmål, fortæller Knud Steffen Nielsen.
For fem år siden fik han konstateret uhelbredelig prostatakræft og måtte modtage lægernes dødsdom:
- De sagde, at inden for halvandet år var jeg under jorden. Men det har jeg så modbevist.
I tre år har sygdommen holdt ham fra at skrive, men nu er lysten og energien vendt tilbage, og han har udgivet digtsamlingen ”Kontrabog”.
- Nogle af de emner, der har trængt sig på, er oplevelser som jeg har haft i sundhedssystemet. Med en uhelbredelig kræftsygdom går det op for en, at man har et endeligt liv her på jorden, så liv og død har sat sine aftryk i mine tekster.
Navnet på digtet er hentet fra den tid, da folk havde en kontrabog hos købmanden, hvor alle indkøb blev sirligt noteret, og så betalte man en gang om måneden, når der kom penge i lønningsposen.
- I overført betydning tror jeg, vi alle har en gæld eller en skyld med os, som vi på det menneskelige plan skal have afregnet. Der er ingen, der går gennem livet uden at skylde andre noget, påpeger forfatteren.
Processen bag kunsten
I digtene bliver ord til sætninger, der siger meget i en kort form. Når han er i atelieret er det lige modsat. Her arbejder han i store formater på flere meter lærreder.
- At male et billede er en dejlig proces at være i. Nogle gange oplever jeg det, som om fanden har taget ved det her billede og vil over i et andet hjørne. Hvis det begynder at ligne havregrød, så stopper jeg og tager en pause, og så maler jeg videre en anden dag. I sidste ende kan man altid trække viskelæderet, den hvide farve, og starte forfra, forklarer Knud Steffen Nielsen.
Hans ekspressionistiske værker har været udstillet både i Tyskland, Polen og Italien, og lige nu har han en fast udstilling på Kunstbiblioteket i København.
Digteren fra Glyngøre er ikke sådan at slå ud. Ordene bliver ved med at boble, og han lader penslen danse, så længe han overhovedet kan.
- Jeg ved godt, jeg har et ur i nakken, der tikker. Men de dage man får givet, de skal bruges og leves fuldt ud.