Fodbold: Skive har succes med at finde unge talenter

Strategisk uddannelse af spillerne for blot at sælge dem videre er nøglen til Skive IK's succes i fodboldens 1. division.

2:39
Strategisk uddannelse af spillerne for blot at sælge dem videre er nøglen til Skive IK's succes i fodboldens 1. division.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Med tre spillerunder tilbage sikrede Skive IK sig i denne uge endnu et år i fodboldens 1. division.

Det er en flot bedrift af oprykkerholdet, som modsat de fleste andre hold i den anden-bedste række kun kører med et deltids-setup, hvor de især satser på at købe unge talenter og udvikle dem, før de igen skal videre til større klubber.

Sportschefen har et bud på. hvorfor klubben kan være med trods lavere budget og færre profiler

- Vi har fundet en model, som egentlig lykkes meget godt for os, hvor vi henter unge talentfulde spillere ind og giver dem den tillid og spilletid, som de har behov for, så de kan udvikle sig, siger Rasmus Brandhof. 

En af dem, der har fået chancen i Skive, er 23-årige Emil Søgaard. Han kom til klubben fra Silkeborg i 2016, da de rykkede op i Superligaen

- Man følte ikke helt, at man fik chancen der. Så kommer man til Skive, og så får man bare hurtigt chancen, fordi der er tillid til, at de unge kan præstere, og det er også en af hovedårsagerne til, at det tit går så godt for Skive, siger Emil Søgaard, der er anfører og forsvarsspiller i klubben.

21-årige Thomas Santos er et også et godt eksempel på Skives strategi. Han er ligeledes hentet fra Silkeborg, og han sætter pris på den tillid, som klubben har udvist overfor ham.

- Det har betydet rigtig meget. Jeg tror Skive er en rigtig god klub for unge spillere, som måske ikke kan slå igennem i de helt store klubber, siger han.

Svær sejr over Køge

I dag mødte skibonitterne HB Køge, som formåede at drille hjemmeholdet en hel del.

Køges Stephan Pedersen sendte gæsterne i front 1-0 kort før pausen, men ti minutter inde i anden halvleg udlignede Thomas Santos til 1-1.

Skive-forsvaret faldt sammen et øjeblik senere, og Køge-spilleren Casper Jørgensen bragte med lethed stillingen op på 1-2.

Herfra gravede hjemmeholdets unge deltidsproffer dybt efter figtherviljen, og det betalte sig. To hurtige scoringer af Frederik Fisker og Sebastian Grønning gav slutresultatet på 3-2 og endnu en sejr til Skive.

Tre point mere i skuffen er med til at understrege, at de har fat i noget i Skive, og den strategi har Rasmus Brandhof tænkt sig at fastholde, når bolden ruller igen til efteråret.

- Men det kommer ikke til at gå ud over økonomien, for i Skive har det aldtid været økonomien, der styrer det sportslige, og sådan vil det fortsætte, siger sportschefen.

Også Viborg FF har været i kamp i dag. På udebane mod Vejle spillede de uafgjort 1-1.